Mand erkender voldsomt Rolex-røveri: Medgerningsmand på fri fod

Én har allerede erkendt sig skyldig i røveri mod Illum, mens politiet fortsat jagter mindst en medgerningsmand.

Politiet var massivt til stede i det indre København torsdag eftermiddag og aften. (Foto: JENS ASTRUP © Scanpix)

En 36-årig mand har fredag erkendt i Københavns dommervagt at stå bag det voldsomme røveri mod butikken Bucherer i Illum torsdag eftermiddag.

Den russisktalende mand truede i ledtog med en anden person personalet med en pistol, inden glasmontrerne blev smadret og de stak af med adskillige dyre ure af mærket Rolex.

Privatoptagelser af det voldsomme røveri kan ses på BT og Ekstra Bladet.

Manden er blevet varetægtsfængslet i foreløbigt 11 dage.

Politiet var massivt til stede i det indre København efter torsdagens røveri i Illum. (Foto: JENS ASTRUP © Scanpix)

Røveriet udløst en massiv politiaktion i det indre København, hvor Illum blev lukket af, mens adgangen til metro- og s-togsstationer i området ligeledes blev lukket for offentligheden.

Københavns Politi eftersøger fortsat yderligere gerningsmænd til det væbnede røveri.

Udover personen, der var med til selve røveriet i Illum, så kan det være personer, der har hjulpet til med flugten fra stormagasinet.

Det er ikke første gang, at Bucherer i Illum har haft røvere på besøg. For to år siden blev personalet hos urforhandleren truet med pistol af tre personer, der slap væk med ure for seks millioner kroner.

Facebook
Twitter