Landsdækkende politiaktion

Mand i den 'sorte Volvo' sigtet for hæleri

Han er sigtet i en hel banal sag, siger advokat for ung mand efter enorm politiaktion fredag.

Københavns Politi er stadig hermetisk lukkede i sagen om den store politikation fredag. (Foto: NILS MEILVANG © Scanpix)

En ung mand er blevet sigtet for hæleri, efter at han fredag eftermiddag stak af fra politiet i en stjålet sort Volvo ved Roskilde. Det skete i forbindelse med en afhøring hos Københavns Politi.

Det bekræfter mandens advokat Asser Gregersen.

- Han blev sigtet for at være kommet i besiddelse af den sorte Volvo. Han blev ikke sigtet for andre ting hverken brud på færdselsloven, terror, kidnapning eller noget som helst organiseret, siger advokaten.

Den unge mand blev fredag - sammen med tre andre - omdrejningspunkt for en kæmpe politiaktion, der foregik over det meste af landet.

Den stjålne bil blev efterlyst fredag eftermiddag, efter at den unge mand og tre andre var stukket af fra politiet ved Roskilde.

Det skete, efter at PET havde alarmeret politiet, fordi der var trusler mod navngivne personer.

Advokat: Ligner en voldsom overreaktion

Samme aften lød det fra politiet, at man havde fundet køretøjet, men at personerne i den sorte Volvo ikke havde udgjort en trussel mod nogle personer.

Advokat Asser Gregersen fortæller, at afhøringen slet ikke kom ind på PET og trusler mod enkeltpersoner.

- Det spurgte de slet ikke ind til. På nuværende tidspunkt er han kun sigtet for det med Volvoen, så der er ikke grundlag for at spørge ind til det, siger han.

Hvad tænker du om politiets ageren i denne her sag?

- På den ene side synes jeg, at det er rimeligt, at politiet agerer lidt for voldsomt frem for det modsatte, siger forsvarsadvokaten og fortsætter:

- Men hvis man omvendt skal afbryde folks liv på denne måde, så skal der være en rimelig grund til det. Det er svært at forstå det her anderledes end, at der er sket en enorm voldsom overreaktion. Jeg har ikke hørt noget, som kan retfærdiggøre aktionen.

Asser Gregersen fortæller, at hans klient erkender sigtelsen.

Advokaten ved ikke, om de tre andre personer i Volvoen er blevet sigtet. Københavns Politi oplyste i går eftermiddag til DR Nyheder, at de havde talt med to af personer fra den stjålne bil.

DR Nyheder har været i kontakt med Københavns Politi. De ønsker ikke at udtale sig, om der er blevet rejst sigtelser i sagen.

Facebook
Twitter