Mand kom ned fra vindmølle på båre

Tirsdag eftermiddag var en mand med rygsmerter fanget i toppen af en mølle i Videbæk.

Vindmølletårnet, hvor manden måtte reddes ned fra, var ikke bredt nok til, at en båre kunne stå vandret. (modelfoto) (Foto: Jens nøRgaard Larsen © Scanpix)

En mand, der med store rygsmerter sad fast i toppen af en vindmølle i Videbæk, blev reddet ned igen ved at blive lagt på en båre.

Det var i første omgang et større problem at få manden ned fra mølletårnet, da det ikke var bredt nok. Og manden kunne ikke selv kravle ned på grund af de store smerter.

Men det lykkedes altså angiveligt at binde ham fast til båren, så han kunne transporteres ned i elevatoren.

Det fortæller vagtchef Gert Høeg fra Midt- og Vestjyllands Politi.

- Jeg har hørt, at han blev bundet godt fast til en båre og stillet på højkant i elevatoren, fortæller vagtchefen.

Tidligere var det endnu uvist, hvordan manden var kommet ned fra vindmøllen.

En læge sad oppe hos manden, og Beredskabsstyrelsen var på stedet med ni mand, en pionervogn og en mandskabsvogn.

Manden var ved at give vindmøllen i Videbæk et serviceeftersyn, da det gav et knæk i ryggen.

- Hos alle os gamle mennesker giver det et knæk i ryggen, når vi løfter noget. Det gjorde det så mere, end det plejer, og han har fået frygteligt ondt i ryggen, fortalte vagtchefen tidligt tirsdag eftermiddag.

/DR Nyheder/

Facebook
Twitter