Mand svingede med motorsav i Odense: Var til fare for andre

Fyns Politi fik torsdag aften flere 112-opkald om hændelsen.

Fyns Politi fik flere henvendelser, da en mand svingede med en tændt motorsav i Odense torsdag aften. (Foto: © Ida Marie Odgaard, Ritzau Scanpix)

Artiklen er blevet opdateret med, hvad de to mænd er blevet sigtet for.

Flere odenseanere blev i aftes vidne til en voldsom episode, hvor en mand svingede rundt med en tændt motorsav på gaden ved Vesterbro i Odense C.

Det oplyser Fyns Politi.

Der var flere, der vidnede til episoden, og Fyns Politi fik da også flere 112-opkald om manden med motorsaven.

Fyns Politi modtog første anmeldelse klokken 23.34 og var på stedet kort tid efter.

Manden var i konflikt med en anden mand, der var i besiddelse af et koben.

Da politiet kom frem til stedet med flere patruljer, blev begge mænd anholdt.

- Vi mener, at manden med motorsaven var til fare for andre på stedet, siger Christoffer Jacobsen, der er vagtchef ved Fyns Politi.

Ifølge vagtchefen går der noget forud for konflikten, som politiet endnu ikke har styr på.

Var til fare for andre

Den ene part, ham med kobenet, er afhørt og løsladt igen.

Manden med motorsaven fortsat er i politiets varetægt. Han skal nu afhøres, inden Fyns Politi vil vurdere, om han skal fremstilles i grundlovsforhør.

- Vi er nu i gang med at efterforske sagen og kigger overvågningen igennem fra området, siger vagtchef Christoffer Jacobsen.

Selvom der var mange vidner i området, ramte manden med motorsaven ikke nogen, og ingen personer kom til skade i forbindelse med optrinnet.

Begge mænd er nu blevet sigtet for brud på våbenloven og vold, oplyser Fyns Politi.