Mand truet med 140 cm samuraisværd

En mand blev i nat i Århus truet med et skartpslebent samuraisværd mod sin strube. Han slap dog væk uden skrammer, og politiet anholdt kort efter to mænd, som var i besiddelse af et 140 cm langt samuraisværd.

En mand fra Odense, der var på besøg i Århus, fik natten til lørdag et noget blandet indtryk af smilets by.

Han blev passet op af to forbipasserende mænd, der lagde et skarptslebent samuraisværd mod halsen af ham og spurgte "er du bøsse?".

Det lykkedes dog manden at komme væk uden skrammer og kort efter kunne politiet anholde to mænd, der blev sigtet for trusler og for at have overtrådt våbenloven.

Den ene af dem bar ganske rigtigt rundt på et cirka 140 cm langt sværd. De to mænd bliver dog ikke forsøgt fængslet, oplyser politiet.