Manden bag Bilka-klage: - Jeg frygtede Mohamad kunne radikaliseres

Bjørn Larsen henvendte sig til Bilka i Næstved, fordi han var bange for, at nu opsagte Mohamad kunne blive radikaliseret.

Mohamad Al Jawerheri er ifølge ham selv blevet tvunget til at sige op, fordi han har udtalt sig om islam på Facebook.

Bilka er havnet i modvind, efter 17-årige Mohamad Al Jawerheris angiveligt skulle være blevet presset til at underskrive sin egen opsigelse, blot fordi han havde deltaget i en debat om islam på Facebook.

71-årige Bjørn Larsen deltog i debatten og stod bag flere henvendelser til Mohamads daværende arbejdsgiver, Bilka, som efterfølgende ifølge Mohamads udsagn skulle have presset ham til at underskrive opsigelsen.

Bjørn Larsen opfattede Mohamad Al Jawerheri som hånlig over for Danmark i Facebook-debatten, og han rettede derfor henvendelse til PET og Dansk Supermarked, hvor han gav udtryk for sine bekymringer.

- Jeg har sendt en forklaring ind, fordi jeg føler, han håner Danmark, og set med mine øjne kan være i fare for at blive radikaliseret, siger Bjørn Larsen.

Bjørn Larsen har ikke eksempler på, hvor han konkret ser faren for radikalisering.

Han siger, at det snarere var Mohamad Al Jawerheri tone, der var bekymrende.

- Han skriver flere gange ” jeg er dansker, I kan ikke få mig ud.”

- Hver eneste gang han skrev noget, så blev det fulgt af fem-seks ”hahaha,” siger Bjørn Larsen adspurgt om, hvorfor han opfattede Mohamad Al Jawerheri tone som hånlig.

Dansk Supermarked har nu igangsat en undersøgelse af sagen, som skal afdække, om Mohamad blev presset til at underskrive sin opsigelse på baggrund af Facebook-debatten og klagerne.

Facebook
Twitter