Mandlig aktivist: Barnebruds historie fik mig til at kæmpe for kvinders rettigheder

I morgen åbner verdens største konference om kvinders rettigheder og muligheder i København.

I morgen mødes op mod 6000 kvinder fra 165 lande til Women Deliver-konferencen i København for at diskutere kvinders rettigheder og muligheder.

Det er både ministre, kvindelige erhvervsledere og almindelige borgere, der vil forsøge at finde konkrete løsninger på problemer for kvinder verden over på konferencen, som har kronprinsesse Mary som protektor.

En af de få mænd, der deltager ved konferencen, er aktivisten Yemurai Nyoni fra Zimbabwe.

Han begyndte at kæmpe for kvinders rettigheder i sit hjemland, da han mødte en kvinde, som delte sin historie om at være barnebrud.

- Jeg mødte en kvinde ved navn Tekla, som blev solgt af sin far som 12-årig for at indgå ægteskab med en ældre mand. Samme år blev hun gravid, mistede sit barn og blev smittet med HIV. Hendes rejse derfra var meget svær, men det lykkedes hende at rejse sig og imod alle odds blive en forkæmper for kvinders rettigheder, fortæller Yemorai Nyoni i DR2 Morgen.

Han fortæller, at selvom udviklingen i Zimbabwe går den rigtige vej i forhold til kvinders rettigheder, så er der stadig lang vej til lige rettigheder for kønnene.

- Tre ud af ti kvinder i Zimbabwe bliver stadig gift, når de er under 18, selvom det er ulovligt ved lov. Samtidig har vi har en høj rate af teenage-graviditeter, og flere og flere piger bliver seksuelt udnyttet, siger Yemorai Nyoni, der dog samtidig pointerer, at landets unge i højere grad end tidligere skubber udviklingen i den rigtige retning.

Formålet med konferencen i København er at fremme kvinders sundhed og rettigheder og komme med konkrete løsninger, siger Katja Iversen, direktør for Women Deliver.

- Vi ved, at kvinder driver udviklingen, og hvis de kommer i spil, så vinder alle. Det er det, det kommer til at handle om de næste tre dage i Bella Centeret, siger hun.

Women Deliver-konferencen

  • Konferencen er den fjerde i rækken og foregår i København fra 16.-19. maj.

  • 6000 mennesker ventes at deltage i konferencen heriblandt verdensledere, rettighedsforkæmpere, erhversledere, journalister og andre indflydelsesrige aktører fra hele verden.

  • Konferencen vil primært fokusere på løsninger og resultater indenfor sundhed, inklusiv seksuel og reproduktiv sundhed og rettigheder, samt koblingen med ligestilling, uddannelse og styrkelse af kvinders økonomiske position i samfundet.

  • Kilde: Women Deliver

Facebook
Twitter