Mange ældre aner ikke, hvad en røgalarm er

Halvdelen af ofre i danaske dødsbrande i 2013 var over 66 år gamle. De pårørende må på banen, mener ekspert.

Hvis man vil forebygge brand hos ældre, kan man blandt andet købe brandhæmmende tæpper og røgalarmer. (© Colourbox)

Det er hovedsageligt ældre mennesker, der omkommer i ildebrande.

Nye tal fra Beredskabsstyrelsen viser, at 36 ud af 70 danskere, der mistede livet i 2013, var over 66 år gamle.

Ifølge Margrethe Kähler, chefkonsulent i Ældresagen, skyldes det først og fremmest, at ældre mennesker har svært ved at overleve brandskader. Dernæst handler det også om, at mange ældre mennesker slet ikke ved, hvad en røgalarm er.

- Der er mange, som ikke er klar over det. Det gælder især ældre mennesker, som bor alene. Derfor er der et kæmpe behov for, at man tager sig af dem, siger Margrethe Kähler.

Glemmer lyset eller cigaretten

Når uheldet er ude skyldes det i de fleste tilfælde en glød fra en cigaret, der falder ned på gulvtæppet eller i sengen. Uden nogen røgalarm kan det hurtigt gå galt, forklarer Margrethe Kähler.

- Det er mange, der bor alene og har demens, som glemmer det, hvis de taber en glød, når de ryger i sengen eller lænestolen. Så ligger den der og ulmer, og pludselig er det for sent.

Et andet stort problem er glemte stearinlys eller en tændt kogeplade, som ender med at sætte ild til resten af boligen.

De pårørende har berøringsangst

For at komme problemet til livs mener Margrethe Kähler, at de pårørende skal blive bedre til at hive fat i deres ældre slægtninge og hjælpe dem med brandsikkerheden.

For eksempel hvis de opdager, at der er brændemærker omkring lænestolen fra glemte cigaretter.

- Der er en berøringsangst, men der må man være modig og vove at tage bladet fra munden. For tanken om at ens far eller mor omkommer i en brand, er så forfærdelig, siger Margrethe Kähler.

Hvis man vil forebygge ildebrand kan man udover røgalarmer blandt andet anskaffe et brandhæmmende tæppe til at lægge under en stol. Eller små sprinklere, der kan slukke tabte cigaretter.

Facebook
Twitter