Mange evakueret efter voldsom brand på Amager

Den voldsomme blæst fik mandag aften ilden i en beboelsesejendom på Amager til at brede sig voldsomt. Omkring 200 personer blev evakueret, en enkelt fik forbrændinger og blev røgforgiftet.

Brand på Borgerbo ved Hollænderdybet. Den kraftige vind gjorde, at ilden fik fat i hele ejendommen, og der var en overgang nedstyrtningsfare. (Foto: Mogens Flindt © Scanpix)

Flere ejendomme blev mandag aften evakueret, da en særdeles kraftig brand brød ud i tagkonstruktionen på en fem-etagers beboelsesejendom i Borgerbo, ved Hollænderdybet på Amager.

Omkring 200 personer blev evakueret fra ejendommen. En beboer fik forbrændinger og blev røgforgiftet ved branden.

Selv om et stort mandskab fra Københavns Brandvæsen kastede meget materiel ind i kampen mod ilden, så var den uhyre vanskelig at få bugt med i den stærke blæst.

I løbet af natten bevægede den sig nedad, muligvis hjulpet af ventilationskanaler og bjælkelag i bygningen.

Branden betød, at der måtte indkaldes ekstra mandskab hos brandvæsenet, mens politiet og de sociale myndigheder fik travlt med at hjælpe de evakuerede til hotelværelser eller overnatninger hos venner og bekendte.

Politiet kender ikke årsagen til branden.

Facebook
Twitter