For mange falder mellem to stole: Line fik hjælp til både misbrug og psykiske lidelser

Behandlingstilbud er blevet evalueret, og rigtig mange som Line har fået den hjælp, de havde brug for.

Line Borg her ved Rusmiddelcenteret i Gladsaxe, som hun gik på under behandlingen. (Foto: Birger Lund © (c) DR)

En normal dag består af at drikke eller tage stoffer for at dulme psyken og følelserne.

Det kan være alt fra alkohol til kokain, der er på dagsorden.

Sådan så hverdagen ud for tre år siden for Line Borg.

Hun var afhængig af både alkohol og kokain. Desuden led hun af depression og stress. Og så har hun flere psykiske lidelser i bagagen - blandt andet social angst og borderline.

Men for knap tre år siden begyndte hun i et nyt behandlingstilbud, som Region Hovedstaden og rusmiddelcentrene i syv kommuner i hovedstadsområdet har udviklet i samarbejde.

Tilbuddet fungerer rigtig godt

I løbet af de tre år har der nu været cirka 300 patienter med i behandlingstilbuddet - og en ny evaluering af tilbuddet viser, at det har positive effekter på, om patienterne kommer sig - og på deres trivsel og symptomer.

Normalt er de to typer af behandling adskilt og uden et samarbejde. For regionerne tager sig af behandlingen af psykiske lidelser, og kommunerne tager sig af misbrugsbehandling.

Erfaringerne med et større samarbejde mellem kommuner og region har ført til, at projektet fortsætter som en fast del af driften i de syv kommuner og Region Hovedstaden, fordi både patienter og behandlere er glade for tilbuddet.

Et samlet forløb

Behandlingstilbuddet skaber et samlet forløb for personer med både et misbrug og en psykisk diagnose, fortæller Morten Kistrup, afsnitsleder på Psykoterapeutisk Center Stolpegården - og leder af behandlingstilbuddet.

- Vores behandling indeholder en systematisk måde at arbejde på, hvor vi laver et fleksibelt behandlingstilbud, så der er mulighed for at tilpasse det til den enkeltes problemer.

Det foregår ved, at de to sektorer sammen holder møder med patienten, siger behandler og psykoterapeut i behandlingstilbuddet Louise Bach Nielsen.

- Samarbejdet foregår ved, at patienten bliver tilknyttet en fast person begge steder, og så mødes vi alle sammen og planlægger behandlingsforløbet sammen. Så er det vores fornemste opgave at skabe en rød tråd igennem forløbet.

'Hvis jeg ikke havde fået den hjælp, var jeg ikke clean i dag'

Den måde at behandle på har hjulpet Line Borg meget. Hun har nu mulighed for at kontrollere sig selv og sine tanker og følelser igen.

- Igennem det her tilbud har jeg fået værktøjer og 'hold ud-færdigheder' i forhold til, hvis jeg får det skidt. Jeg har lært at stoppe op og mærke, hvordan jeg har det, fortæller hun.

Line Borg havde før dette behandlingstilbud søgt behandling for sine problemer, men det hjalp ikke. For som så mange andre i hendes situation fik hun ikke den rigtige behandling.

- Jeg gik i noget psykologbehandling, inden jeg startede på rusmiddelcenteret. Der sagde de, at jeg skulle blive clean først i minimum tre måneder, før jeg kunne gå i mere behandling. Og det slog mig ud, fortsætter hun.

Behandler og psykoterapeut i behandlingstilbuddet Louise Bach Nielsen kan også mærke, at behandlingen er markant bedre end den måde, det har foregået på tidligere.

- Tidligere har jeg oplevet, at behandlingerne har kørt parallelt og hver for sig. Det har ikke givet sammenhæng for patienterne i forhold til, at det er nogle sammenvævede problematikker, som man ikke kan skille ad, siger hun.

Behandlingstilbuddet har gjort meget for Line Borg, der nu kan leve et helt normalt liv igen.

- I dag har jeg det så meget bedre. Jeg er clean, jeg har lært at håndtere mig selv bedre. Jeg får ikke de her følelsesudbrud, som jeg havde hele tiden før, så jeg har det 200 procent bedre, end jeg nogensinde har haft det, siger hun.

Præcis derfor mener lederen af behandlingstilbuddet Morten Kistrup, at behandlingen bestemt er det værd - også selvom det koster flere skattepenge.

- Hvis man får den rette behandling, så er det også en mulighed for folk at komme sig - og det er jo det allervigtigste. Så man kan få et meningsfuldt liv og blive en del af det samfund, man gerne skulle være en del af, siger han.

Danske Regioner: Lad regioner stå for behandling

Hos Danske Regioner mener man, at folk med misbrug og psykisk sygdom længe er faldet mellem to stole.

Og derfor bør regionerne overtage behandlingen af denne gruppe.

- Det er tid til at samle behandlingen under ét ansvar og sikre, at borgerne ikke falder mellem to stole, siger Sophie Hæstorp Andersen (S), der er regionsrådsformand i Region Hovedstaden og formand for Danske Regioners psykiatriudvalg.

Sophie Hæstorp Andersen (S), Region Hovedstaden

Hun mener, at borgere ofte har fået at vide, at de kunne få behandling for deres misbrug, men så skulle de stoppe deres psykiatriske behandling eller omvendt - at de kunne få psykiatrisk behandling, men måtte stoppe deres misbrugsbehandling.

- Vi håber, at Folketinget vil ændre lovgivningen, så regionerne får anvaret for at sikre et samlet tilbud til dem, der både har et psykisk sygdom og misbrug, lyder det.

- I dag ser vi, at folk medicinerer sig selv for deres psykiske sygdom, og så ved vi, at når den psykiske sygdom går op, så går misbruget op, og derfor er vi nødt til at behandle tingene samtidig, siger regionsrådsformanden.

Facebook
Twitter