For mange farlige busser og lastbiler på vejene: Færdselsbetjent efterlyser større bøder

Kaj Klaustrup og hans kolleger i tungvognscentrene har længe forsøgt at få hævet bøderne.

Politiassistent Kaj Klaustrup fra politiets Tungvognscenter Øst har lastbiler og busser som speciale. (Foto: DR Nyheder © DR Nyheder)

Når politiassistent Kaj Klaustrup og hans kolleger fra politiets tungvognscentre klipper pladerne på en lastbil eller en bus, koster det chaufføren en bøde på 1500 kroner og vognmanden 3000 kroner.

Det er taksten uanset hvor alvorlige fejl, der er på køretøjet. Og den takst er for lav, mener den rutinerede færdselsbetjent, og bøderne står slet ikke mål med, hvor farligt det er. Derfor opfordrer han til at hæve niveauet:

- Det koster 10-15.000 kroner at renovere bremserne på én aksel på en bus eller lastbil, så bødeniveauet skal nok derop omkring, siger Kaj Klaustrup til DR Nyheder.

Flere fejl ved nordjysk kontrol

Mandag var betjentene i Hjørring for at kontrollere bremser på de omkring 40 busser, der fragter børn og unge rundt ved fodboldstævnet Dana Cup. Sidste år var der omfattende problemer med busserne - ud af 69 fik ni klippet pladerne og 30 blev sendt til syn.

I år fandt betjentene ingen alvorlige fejl, og derfor bruger de resten af ugen andre steder i Nordjylland. Og billedet er ikke lige så pænt som ved Dana Cup.

Ved kontrollen i går blev 17 lastbiler, busser og påhængsvogne gået efter i sømmene. Fire lastbiler, to anhængere og to busser blev indkaldt til syn, mens en påhængsvogn til en traktor måtte af med nummerpladen.

- Den havde en bremseevne på ni procent, og kun bremsen på det ene ud af seks hjul virkede. Og den havde ovenikøbet lige været til syn, siger politiassistent Kaj Klaustrup.

Har efterlyst større bøder i fem år

Kaj Klaustrup og hans kolleger i tungvognscentrene har længe forsøgt at få hævet bøderne for at køre i farlige køretøjer.

- Der mangler noget proportionalitet i bøderne på det her område. Det koster eksempelvis 5000 kroner, hvis man ikke har et CVR-nummer på siden af sin bus, vare- eller lastbil, mens man slipper meget billigere for at køre i et farligt køretøj. Det hænger ikke sammen, siger han.

- Jeg tror helt sikkert, at vi ville støde på langt færre køretøjer med alvorlige fejl, hvis bødetaksterne var højere.

Facebook
Twitter