Mange mødre kvitter amningen efter kort tid

Danske kvinder ammer ikke længe nok, viser ny undersøgelse.Det sker, selvom Sundhedsstyrelsen anbefaler fuld amning indtil barnets seks måneder.

Amning er den bedste ernæring for en baby i de første seks måneder, og barnet behøver slet ikke grød og andet indtil da. Alligevel ammer danske kvinder ikke længe nok, viser ny undersøgelse. (Foto: © modelfoto, Colourbox)

Modermælk er den bedste ernæring for en baby, der skal have en god og sund start på livet.

Alligevel bliver under hvert femte spædbarn ammet længe nok, viser ny undersøgelse fra Børnedatabasen med over 22.000 børn født i 2012. Kun 17 procent af børnene fik alene modermælk, indtil de fyldte seks måneder, skriver KL's nyhedsbrev Momentum.

Sundhedsstyrelsen anbefaler ellers, at en nybagt moder udelukkende giver sit barn modermælk, indtil barnet er fyldt seks måneder. Det betyder, at barnet reelt set ikke har brug for grød eller andet før efter den alder.

Amning gør kun godt

Ifølge professor i børneernæring Kim Michaelsen fra Institut for Idræt på Københavns Universitet er det nødvendigt, at flere danske kvinder begynder at amme længere. Der er simpelthen for mange sundhedsmæssige fordele ved at fortsætte amningen så længe som muligt, påpeger han.

- Det er vigtigt, at flere går i gang med at amme. Jo længere, jo bedre. Men de første måneder er de vigtigste. Amning beskytter massivt mod infektioner på grund af mælkens antistoffer, og så påvirker amning også immunforsvaret, så barnet ikke udvikler visse sygdomme, siger han til DR Nyheder.

Desuden viser en lang række studier, at amning forebygger overvægt og diabetes, og at børn, der er blevet ammet, klarer sig bedre i en IQ-test, fordi modermælken er med til at udvikle hjernen, forklarer professoren.

Mere kontakt til ammerådgivere hjælper

Ifølge Børnedatabasens undersøgelse bliver 30 procent af børnene kun ammet i højst to uger, og det tal er højere, end tidligere undersøgelser har vist. Det er et større problem, der skal løses, mener Kim Michaelsen.

- Der er behov for en ekstra indsats. Der har jordmødre og sundhedsplejersker en stor opgave med at motivere og støtte mødre i at amme. Derfor er det vigtigt, at der er en tæt telefonisk kontakt med mødrene, og at de kan ringe til en ammerådgiver. Det er bevist, at mødre ammer længere, når de får intensiv støtte og vejledning, siger han.

Kim Michaelsen fortæller, at det særligt er kvinder fra lavere sociale lag, som dropper amningen før barnets seks måneder. Disse kvinder har ofte ikke den fornødne information om modermælkens positive virkninger. Derfor skal de have særlig stor tilknytning til sundhedsplejerskerne.

Han understreger, at der selvfølgelig også er kvinder, som fysisk ikke har mulighed for at amme, og så er der ikke andet at gøre end at ty til modermælkserstatning.

- Vi skal heller ikke blive ammefundamentalister, og sundhedspersonalet skal støtte mødre i det, der er muligt for dem. Det er jo ikke farligt at bruge modermælkserstatning.

Børnene bliver ikke ordentligt mætte

Susanne Hede, der er sundhedskonsulent i Aarhus Kommune og formand for Fagligt Selskab for Sundhedsplejersker, mener, at amme-anbefalingerne fra Sundhedsstyrelsen ikke er fysiologisk mulige for mange børn.

Når barnet nærmer sig et halvt år, har mange kvinder nemlig ikke nok mælk at give af.

- Oftest sker stoppet af fuld amning før seks måneder, fordi forældrene oplever, at amningen ikke er nok, og så giver de noget grød eller mos ved siden af, siger Susanne Hede til Momentum.

Hun mener desuden, at smerter ved amningen også får nogle kvinder til at stoppe amning før tid:

- I dag, hvor vi har rigtig mange måder, vi kan afhjælpe ting på, er der lidt kommet en forventning om, at det (amning, red.) ikke skal være så slemt, siger hun.

Sundhedsstyrelsen anbefaler delvis amning til 12 måneder eller længere.

Læs Sundhedsstyrelsens anbefalinger om amning her (eksternt link)