Mange nye boliger på vej. Salget af byggegrunde går strygende

Salg af grunde er det bedste i ni år for kommunerne. Se om din kommune tiltrækker nybyggerne.

Der kommer nye huse, nye lejligheder og nye naboer i mange byer i Danmark. Sidste år blev der solgt 4.633 villagrunde, viser tal fra Danmarks Statistik. Det er det bedste salg i syv år, og lysten til at købe grunde er fortsat i år.

Konklusionen er, at det går godt for boligmarkedet, fortæller Curt Lilliegreen, direktør i Boligøkonomisk Videncenter.

- Der var en dyb krise i boligmarkedet i 2009 og 2012, men markedet er gradvist vendt. Boligbyggeriet er på vej op, og når efterspørgslen efter byggegrunde er der, bliver de også mere værd, siger han.

Så mange boliggrunde bliver solgt

Kommuner sælger grunde for milliarder

Salget af byggegrunde er godt nyt for en række kommuner. Man skal helt tilbage til 2008, før kommunerne fik lige så mange penge i kassen på at gøre klar til nye rækkehuse, villaer og lejligheder.

De fleste kommuner står selv for grundsalget, og sidste år lykkedes det dem at sælge byggegrunde til boliger for 1,8 milliarder kroner. Det er rundt regnet 600 millioner kroner mere end året inden, viser tal fra Danmarks Statistik.

Men beløbet er faktisk endnu højere. For enkelte kommuner sælger grunde gennem et selskab. Det gælder blandt andet for By og Havn i København, som sidste år havde et rekordsalg på retten til at bygge på 1,3 milliarder kroner.

Så mange millioner fik kommunerne ind på grundsalg

Trylleskov var guld værd for Solrød

Sidste år var Solrød Kommune én af de kommuner, som fik flest penge ind på byggegrunde. Særligt boligområdet Trylleskov Strand ved Køge Bugt viste sig at være en gyldent lykketræf for kommunen. Tilbage i 1994 overtog Solrød Kommune grunden for 4,5 millioner kroner, og indtil videre har overskuddet været 88 millioner kroner, når kommunen har betalt for byggemodning, veje og institutioner, oplyser borgmester Niels Hörup (V).

- Vi har været heldige og dygtige at købe jord, som er blevet meget attraktivt. Vi er meget tilfredse med grundsalget, siger han.

Så mange millioner tjener kommunen på grundsalg

Salg af byggegrunde svinger

Det er dog meget forskelligt, hvor godt det lykkedes de enkelte kommuner at sælge byggegrunde. Størst gang i salget er der omkring de større byer og oplandskommuner til for eksempel København og Aarhus, mens Esbjerg Kommune første halvdel af i år har solgt flere grunde end forventet for hele året.

Til gengæld går salget stadig stille i en del land- og yderkommuner.

- Kommuner, der har været præget af en tilbagegang i befolkningen, har sværere ved at sælge byggegrunde, fortæller projektchef Niels Jørgen Mau Pedersen fra VIVE, Det Nationale Analyse og Forskningscenter for Velfærd.

Godt tidspunkt at sælge grunde

København og Aarhus lå sidste år i top med grundsalget. Sidste år solgte Aarhus grunde for 364 millioner kroner i den nye havnebydel Aarhus Ø, ved Godsbanen, Risskov og i flere parcelhusområder.

Det kan tage år at byggemodne store områder, så når 2017 blev et godt år for Aarhus, kan det hænge sammen med, at grundene var klar til salg på det tidspunkt, fortæller Alvaro Arriagada, chef for Budget og Planlægning i kommunen.

Det spiller dog også ind, at Aarhus Kommune skeler til, hvornår private og virksomheder har råd og lyst til at købe boliger.

- Vi timer udbudene efter, hvordan interessen for salg af grunde er, siger Alvaro Arriagada.

Byggegrunde er ikke kun gevinst

Når det går godt for økonomien, er det muligt at få flere penge for byggegrunde. Samtidig er det lettere for kommunen at stille krav til bygherrer om at levere en bestemt kvalitet, bygge almene boliger eller levere service, fordi flere gerne vil bygge, fortæller Alvaro Arriagada.

Selvom én kommune et år tjener penge på byggegrunde, er det ikke ren gevinst, forklarer Alvaro Arriagada. I tidligere år koster det kommunen at købe jorden, byggemodne og anlægge veje.

- Isoleret set skal grundkøb være en god forretning, siger han, men regnestykket er mere mudret. For nye beboere kan også betyde, at kommunen skal bygge for eksempel skoler og daginstitutioner.

Grundsalg gavner kommunen

I Solrød Kommune er borgmester Niels Hörup (V) dog meget tilfreds med, at der kommer knap 1.000 nye boliger samlet set i Trylleskov Strand og Havdrup Vest. Millionerne fra grundsalget bruger kommunen til at investere, fortæller borgmesteren.

- Vi har kigget på, hvordan man kan opgradere tilbudene til børn, ældre og få bedre idrætsanlæg. Pengene går til at fremtidssikre Solrød Kommune, siger borgmesteren og glæder sig over, at mange børnefamilier, der arbejder, flytter til kommunen.

- Det giver en mere robust økonomi for kommunen. Vi kan fastholde den service, som vi har, siger Niels Hörup.

Grundsalg er et svært regnestykke

  • Det er svært at udregne præcist, hvad kommuner tjener på at sælge byggegrunde. Ud over indtægter kan kommuner mange år forinden have haft udgifter til at købe grunden, byggemodne og fx bygge veje. Udgifter kan ske et år, mens indtægter kommer senere. Mange bykommuner er næsten fuldt bebygget allerede, så her kan det være svært at finde plads til nye boliger, og det kan være private, som ejer de relevante grunde. Nogle kommuner som fx København har valgt at lade et selskab stå for grundsalget. I de tilfælde kan man ikke se overskud for grundsalg i kommunens anlægsregnskab i Danmarks Statistik.

Facebook
Twitter