Mange rekrutteringer slår fejl: Sygeplejersker og sosu'er savner svar i regeringens sundhedsplan

Mere end hver fjerde rekrutteringsforsøg blandt sygeplejersker er forgæves.

Sygeplejersker og social- og sundhedsarbejdere savner fokus på at rekruttere og fastholde medarbejdere i ny sundhedspakke. Foto: Stine Rasmussen/Ritzau Scanpix

Der var mange store ambitioner for især kræftområdet, da regeringen tirsdag præsenterede en ny sundhedspakke, som med fem milliarder kroner årligt frem mod 2030 skal løfte sundhedsvæsnet.

Men blandt landets sygeplejersker og social- og sundhedsarbejdere savner man svar på, hvordan regeringen har tænkt sig at skaffe medarbejdere nok til de mange nye initiativer.

En opgørelse fra Styrelsen for Arbejdsmarked og Rekruttering fra marts 2023 viser, at 27 procent af rekrutteringsforsøg blandt sygeplejersker var forgæves.

Tallene dækker over perioden fra juni 2022 til november 2022.

I samme periode var 36 procent af rekrutteringsforsøgene for social- og sundhedshjælpere forgæves, mens det var 30 procent for social- og sundhedsassistenterne.

Forgæves rekrutteringsforsøg betyder, at stillingen enten ikke er blevet besat, eller er blevet besat af en medarbejder, som ikke havde de ønskede kvalifikationer.

Og det er bekymrende, mener Tanja Nielsen, der er formand for social- og sundhedssektoren i FOA, som er fagforening for social- og sundhedsarbejdere.

Hun mener, det er godt, at regeringen annoncerer en økonomisk saltvandsindsprøjtning til sygehusene og kræftområdet, men det kan ikke stå alene, hvis der skal rekutteres flere medarbejdere.

- Vi har brug for, at der afsættes ressourcer til hele vores sundhedsvæsen, også på det kommunale ældreområde og i psykiatrien.

- Vi kan ikke nøjes med kun at putte penge ind på sygehuse, for så er det der, de fleste medarbejdere vil søge hen, siger Tanja Nielsen.

På den måde flytter man bare problemet med kapacitet fra ét sted til et andet, mener hun.

Kommer til at mangle medarbejdere i kommunerne

Når man som borger behandles på sygehuset, bliver man typisk hurtigt udskrevet til eget hjem, hvor kommunen overtager opgaven med pleje og eventuel genoptræning.

Når regeringen afsætter en stor pose penge sygehusene, som ligger under regionerne, så vil flere sosu'er sandsynligvis søge derhen, fortæller Tanja Nielsen.

- Men de medarbejdere skal tages et sted fra, og det bliver ude fra kommunerne, hvor der så vil være færre faglærte medarbejdere til at udføre de opgaver, der skal følges op på, når patienten bliver udskrevet og kommer hjem. Det ser vi som en stor udfordring, siger hun.

Når man giver penge til sygehusene, så risikerer man at komme til at mangle endnu flere hænder i kommunerne, siger Tanja Nielsen fra FOA. (Foto: © Mads Claus Rasmussen, Ritzau Scanpix)

Hun fortæller, at der især i kommunerne er et "kæmpestort problem" med at rekruttere og fastholde social- og sundhedspersonale.

- Vi har en stor gruppe af unge medarbejdere, som er inde og snuse til faget. Desværre er der rigtig mange af dem, der ikke fastholdes i jobbet, fordi de ser, hvor hårdt presset et system det er, og så vælger de noget andet.

Derfor savner hun fokus på, hvordan man kan skabe nogle bedre vilkår, så social- og sundhedspersonalet kan holde til at være i faget et helt arbejdsliv.

Sygeplejersker håber på mere i løn

Hos sygeplejerskernes fagforening, Dansk Sygeplejeråd, håber formand Grete Christensen, at nogle af de mange milliarder, som regeringen giver til sundhedsvæsnet, vil ende i sygeplejerskernes lønposer.

- Det er tydeligt, at vi mangler sygeplejersker, og noget af grunden til det er, at lønnen er for lav. Så man kan med fordel bruge nogle af pengene på fastholde nogle af sygeplejerskerne eller få trukket nogle af dem, som har forladt området, tilbage, siger hun.

Grete Christensen mener, at man bliver nødt til at kigge på lønnen, hvis man vil rekruttere flere sygeplejersker. (Foto: © Philip Davali, Ritzau Scanpix)

Ifølge Grete Christensen er der i øjeblikket flere end 8000 sygeplejersker i Danmark, der arbejder udenfor sundhedsvæsnet.

- Vi har haft mangel på sygeplejersker i Danmark i lige så mange år, som jeg kan huske, men vi har ikke tidligere set, at der har været så mange forgæves rekrutteringer, som vi har set over de seneste år.

- De fleste sygeplejersker vil rigtig gerne arbejde med sygeplejen, hvis de får den rigtige løn, og hvis rammerne og vilkårene er de rigtige, siger Grete Christensen.

Minister: Kapaciteten skal udnyttes bedre

Ved pressemødet tirsdag blev statsminister Mette Frederiken (S), sundheds- og indenrigsminister Sophie Løhde (V) og udenrigsminister Lars Løkke Rasmussen (M) spurgt ind til, om initiativerne for sundhedsområdet er realistiske, når der nu mangler så meget personale.

Både Sophie Løhde og Mette Frederiksen henviste til de tre milliarder kroner, som regeringen allerede har meldt ud, at der skal findes i forbindelse med et lønløft for nogle faggrupper.

- Det arbejde går allerede i gang til efteråret, lød det fra Mette Frederiksen.

Regeringens nye sundhedspakke blev præsenteret på et pressemøde på Rigshospitalet tirsdag. (Foto: © Ida Marie Odgaard, Ritzau Scanpix)

Ministrene blev også spurgt ind til, om regeringen har sat nogle mål, som man ikke kan indfri på grund af personalemangel.

Her svarede Sophie Løhde, at kapaciteten på tværs af hele sundhedsvæsenet skal udnyttes bedre, så blandt andet de grundlæggende patientrettigheder bliver overholdt.

- Der aldrig må være tvivl om, at hvis man eksempelvis som på en afdeling i Aarhus ikke selv kan tilbyde patienterne behandling inden for de maksimale ventetider, så skal patienten have tilbuddet om at komme til udlandet, sagde hun.