Mange syge polske hunde til Danmark

Mange syge og mishandlede hunde fra Polen ender hos danske familier som kæledyr. Hvert år bliver cirka 1.200 hunde importeret af danske hundehandlere for at blive solgt på det danske marked.

Billige priser lokker danskerne til at købe østeuropæiske hunde. Men ikke alle er lige raske, når de kommer til landet. Arkivfoto. (Foto: Cazador © Stock.xchng.)

Mange syge og mishandlede hunde fra Polen ender hos danske familier som kæledyr.

Lokket af billige priser kan danskerne komme til at købe syge og døende hvalpe, der er opfostret under elendige forhold og opbevaret i små, beskidte bure, skriver BT.

Hvert år bliver cirka 1.200 hunde importeret af danske hundehandlere for at blive solgt på det danske marked. Desuden kommer der et antal hunde, som aldrig bliver registreret.

Undgå polske hundehandlere

Dyrlæge Geoffrey Hauser, klinikchef på Landbohøjskolen, opfordrer danskere, der ønsker at købe hund, til at holde sig langt væk fra de polske hundehandlere.

Det samme siger Anette Bak Frederiksen, direktør i Dansk Kennelklub, der de senere år har fået flere henvendelser fra folk, som har købt hunde, der har vist sig at være syge.

- Den trafik må omgående stoppe, så danske hundeejere ikke indirekte er med til at holde den hundeindustri i gang, siger hun.

Frustration i Polen

Også de de polske dyreværnsorganisationer er frustrerede over den måde, mange hunde bliver behandlet på hos sælgerne.

- Det bliver værre år for år. Opdrætterne presses til billigere priser og hurtigere leverancer, siger Stefania Kozlowska, præsident i den polske dyreværnsforening Towarzystwa.

Facebook
Twitter