Mange tatoverede kender ikke faren ved tatoveringer

Over halvdelen af dem, der har en tatovering, ved ikke, at det kan give allergi. Derfor skal de informeres bedre, siger ekspert.

Mere end hver tiende har gener ved deres tatoveringer. (© Bispebjerg Hospital)

De tatoverede, der møder op hos lægen med sår og allergi, kender ikke risikoen ved tatoveringer. Sådan lyder det fra en læge, der er specialiseret i tatoveringsskader.

- Jeg spørger dem, der kommer hos os, hvordan de er blevet tatoveret. De aner typisk intet om risiko inden de bliver tatoveret.

- Der er også mange, der er blinde over for risiko, fordi de er forblændet af, at det er smart at få en tatovering, siger Jørgen Serup, professor og chef for Danmarks eneste klinik, der er specialiseret i tatoveringsskader ved Bispebjerg Hospital.

Over halvdelen kender ikke fare for allergi

Og hudlægens oplevelser stemmer overens med en undersøgelse om danskernes kendskab til tatoveringer, som Miljøstyrelsen offentliggjorde i oktober 2013. Den viser, at 52 procent af dem, der har en tatovering ikke ved, at man kan få allergiske reaktioner af tatoveringer.

Blandt dem, der overvejer at få en tatovering, er det 40 procent, som ikke kender til faren for allergi.

Amputeret ben

Det er mere end hver tiende, mere præcist 12 procent, der har gener ved deres tatoveringer. De fleste af dem oplever kløe udløst af sollys og allergilignende symptomer. Det er især dem med farverne rød, grøn og gul, der har gener. Men der kan også være langt alvorligere konsekvenser.

- Vi ser infektioner og allergier, og så ser vi smertetilstande, vi ser sår - dybe sår. Vi har sågar en der på grund af dybe sår har fået amputeret benet. Vi ser revl og krat, siger Jørgen Serup, der forsker i reaktioner på tatoveringer.

Dybe sår på grund af tatoveringer kan endda føre til amputation, forklarer overlæge Jørgen Serup. (© Bispebjerg Hospital)

Det er ligesom at sprøjte medicin ind

Jørgen Serup mener, at der er for lidt fokus på risici, når tatoveringerne laves.

- Hvis man vil tatoveres og går til en tatovør, drejer diskussionen sig om, hvad der skal tatoveres - hvilken figur eller tekst - ikke om hvilke komplikationer der måtte være. Det er selvfølgelig helt forkert, for det er kemi man prikker ind under huden, ind i kroppen, over i blodet for den sags skyld. Det er ligesom at sprøjte medicin ind.

- Men der burde være meget klare regler om at man skal informere. Det er der også ved andre medicinske indgreb at kunden eller patienten skal informeres og acceptere at der er en risiko, siger overlægen.

Mellem 63 og 93 pct. af de tatoverede kender ikke til de øvrige bivirkninger, man kan få af tatoveringer. Det er for eksempel dannelse af knuder under huden, når kroppen prøver at indkapsle eller udstøde farven og leverbetændelse fra urene tatoveringsnåle.

Har du prøvet at blive tatoveret privat, eller har du selv købt et tatoveringssæt og forsøgt dig, så vil vi meget gerne høre om dine erfaringer. Skriv til afh@dr.dk

Facebook
Twitter