Mansour dømt til døden i Marokko trods garanti: 'Stiller den danske stat i uheldig situation'

Den terrordømte Said Mansour mistede sit danske pas i 2016 og blev sendt til Marokko sidste år.

Said Mansour er to gange blevet terrordømt, og i 2019 blev han udsendt til Marokko. (Arkiv) (Foto: Rune Feldt © Scanpix)

Den tidligere danske statsborger Said Mansour, der også er kendt som "Boghandleren fra Brønshøj", er blevet dømt til døden i Marokko.

Det oplyser Udlændinge- og Integrationsministeriet i en mail til DR Nyheder.

Han er blandt andet dømt for et angreb i den marokkanske by Casablanca, som i 2003 kostede 45 personer livet.

Said Mansour blev udsendt fra Danmark til Marokko i januar 2019. Her forsikrede den daværende regering med statsminister Lars Løkke Rasmussen og udlændinge- og integrationsminister Inger Støjberg, at man havde fået en garanti fra Marokko for hans sikkerhed.

Og det kan vise sig at være problematisk for Danmark, siger DR's retskorrespondent Trine Maria Ilsøe.

- Ifølge internationale konventioner så må vi ikke udsende mennesker, der risikerer at få en dødsstraf. Derfor er den store debat nu, hvordan stiller det den danske stat.

Said Mansour blev i 2015 af Østre Landsret idømt fire års fængsel for at opfordre til terror og hellig krig. Landsretten annullerede Said Mansours danske statsborgerskab og udviste ham for altid. Dommen blev i 2016 stadfæstet i Højesteret.

Forsvarets frygt

Selvom Said Mansour altså nu har fået dødsstraf i Marokko, så understreger Udlændinge- og Integrationsministeriet, at man ikke forventer, at dommen bliver eksekveret.

Marokko har siden 1993 ikke henrettet fanger, der er idømt dødsstraf - og Said Mansour har desuden anket dommen, skriver Udlændinge- og Integrationsministeriet.

Det var dog netop et scenarie som dette, Said Mansours danske forsvarer Eigil Strand frygtede.

- Det stiller den danske stat i en lidt uheldig situation, hvis vi rent faktisk har udleveret en borger til et land, hvor han idømmes dødsstraf, fortæller han og uddyber:

- En ting er, at han har fået en dom nu, men der ikke en garanti for, at man ikke eksekverer den. Det er den siddende regering og magthaver, der har kompetencen til at bestemme, om man vil føre dommen ud i livet eller ej. Det er en alvorlig risiko at have hængende over hovedet.

Eigil Strand var forsvarer for Said Mansour i Danmark. (© dr)

Pilen peger på Danmark

Selvom det er alt for tidligt at sige, om dommen kommer til at få nogle konsekvenser for Danmark, da Mansour i dag er marokkansk statsborger, så bliver det spændende at se, hvordan det efterfølgende forløb bliver, da man bevæger sig i nogle gråzoner, siger Trine Maria Ilsøe.

Said Mansours familie i Danmark har ifølge Egil Strand bedt ham om at gå ind i sagen, og han har i første omgang forsøgt at få de danske myndigheder til at bekræfte dommen i Marokko skriftligt over for ham.

Han mener, at Danmark er nødt til at agere og finde ud af, hvad der er op og ned i sagen.

- Pilen peger på, at den danske stat er nødt til at gå ind i det her og få klarlagt, hvad der rent faktisk er sket dernede. Og hvilke mulige garantier man kan gøre krav på nu fra dansk side. For at sikre, at Marokko ikke gør noget, der vil være i strid med det, som Danmark har forpligtet sig til.

Du kan høre mere om "Boghandleren fra Brønshøj" i DR-podcasten Genstart lige her.