Manu Sareen har sagt op efter dødstrusler

Den radikale politiker og integrationskonsulent, Manu Sareen, har opsagt sin stilling i Københavns Kommune efter dødstrusler.

Manu Sareen er flere gange blevet truet - værst den 2. oktober sidste år. (Foto: Maria Hedegaard © Scanpix)

Den radikale politiker og integrationskonsulent, Manu Sareen, har opsagt sin stilling i Københavns Kommune efter dødstrusler, skriver Jyllands-Posten.

MediaLinks:

Manu Sareen har i ti år arbejdet med integration og ikke mindst de såkaldte generationsproblemer - herunder tvangsægteskaber - og ligestillingsproblemer i hovedstadens indvandrerfamilier.

Truet flere gange

I den forbindelse er han flere gange blevet truet - værst den 2. oktober sidste år.

- Da jeg var på vej ind på mit kontor, stod to velklædte mænd og ventede på mig uden for bygningen. De var venlige på en pervers måde, da de sagde, at hvis jeg hjalp flere af deres kvinder, ville jeg blive slået ihjel, siger Manu Sareen.

Han blev sygemeldt og måtte have psykologhjælp, og nu har han sagt sin stilling op af frygt for, at gerningsmændene vil gøre alvor af truslerne. Manu Sareen har ikke politibeskyttelse.

Truslen findes

Manu Sareen siger, at folk, der arbejder med indvandrerproblemer, oftere trues af en gruppe indvandrere, der ikke vil integreres.

- Det er vigtigt, at vi erkender, at truslen findes, så vi kan gribe ind mod det, siger Manu Sareen.

Manu Sareen er én af initiativtagerne til Etnisk Konsulent Team i København, som bl.a. hjælper unge, der er truet af tvangsægteskab, og han har offentligt bekæmpet tvangsægteskaber i foredrag og i bogen "Når ægteskab bliver tvang".

Facebook
Twitter