Mao forberedte Hartling på atom-krig

Da Poul Hartling mødtes med Kinas leder Mao Tsetung i oktober 1974, fortalte han den danske statsminister, at det kunne blive nødvendigt at bruge atomvåben mod Sovjetunionen, skriver Jyllands-Posten.

Danmark skulle bruges som en brik i det internationale skakspil, og hærdes mod russerne. Derfor fortalte Mao Tsetung statsminister Hartling, at en a-krig mod Sovjet kunne blive en mulighed. (Foto: © Alfred Cheng, Scanpix)

Danmarks daværende statsminister Poul Hartling blev en brik i det udenrigspolitiske spil, da han for 31 år siden mødte Kinas leder, Mao Tsetung.

USA og Kina havde nemlig en skjult dagsorden, skriver Morgenavisen Jyllands-Posten. Nemlig, at forberede Danmark på, at det daværende Sovjetunionen var en farlig fjende.

Avisen skriver, at historiske dokumenter viser, at Mao rystede Hartling med bemærkninger om, at en atomkrig kunne være en mulighed, men at det ikke ville være så forfærdeligt, som europæerne gik og forestillede sig.

Dermed skulle den "bløde" NATO-partner Danmark gøres mere hård i filten over for russerne.

Talte som en gammel soldat

Poul Hartling fortæller selv i sine erindringer om mødet med Mao, men mente dog, at formandens retorik kunne forklares med Maos militante baggrund:

- Man måtte tænke på, at han havde anvendt en betydelig del af sine manddomsår i krig. Han talte som en gammel soldat, skriver Hartling.

Mødet mellem Mao og Hartling skabte international opmærksomhed, men kom i danske medier til at stå i et lettere komisk skær, da statsministeren erklærede, at samtalen mellem de to var foregået "på et højt intellektuelt niveau".