Maraton i København aflyst

Copenhagen Marathon 2020, som skulle afholdes til maj, er aflyst.

Der bliver intet maraton i København til maj. (Foto: BAX LINDHARDT © Scanpix)

Copenhagen Marathon 2020 aflyses på grund af coronasituationen.

Det oplyser arrangøren, løbe- og atletikforeningen Sparta.

- Vi ved, at aflysningen vil skuffe mange løbere, som har trænet op til maratonet gennem flere måneder. Men udfra den nyeste udvikling af begivenhederne i Danmark og i verden, anser vi det ikke længere for at være sikkert eller forsvarligt at gennemføre løbet, udtaler Dorte Vibjerg, administrerende direktør i Sparta i en pressemeddelelse.

Copenhagen Marathon skulle have været afholdt den 17. maj.

- Nu hvor hele verden kæmper mod coronavirus, er en aflysning den eneste mulighed, tilføjer Dorte Vibjerg.

Kan bruge adgang til løb i 2021

Datoen for næste års maratonløb er til gengæld allerede på plads. Det bliver den 16. maj 2021.

Alle, som havde betalt for en tilmelding til årets Copenhagen Marathon, kan bruge den til næste år i stedet.

Alternativt kan de få pengene retur, oplyser Sparta.

- Vi håber virkelig, at vores løbere vil støtte os, når alt det her er overstået og komme tilbage for at løbe i København til næste år, hvor vi endnu engang vil afholde Copenhagen Marathon, siger Dorte Vibjerg

Aldrig aflyst før

Det populære løb afholdes hvert forår i hovedstaden, og i år var det ventet, at 12.000 løbere fra mere end 100 lande ville deltage.

Det er første gang nogensinde, at Copenhagen Marathon, som strækker sig over godt 42 kilometer i Københavns gader, aflyses.

Sidste år fejrede løbet 40 års jubilæum.

Også familieløbet Mini Marathon og et morgenmadsløb i Tivoli til fordel for velgørenhed er aflyst. Begge løb skulle være afholdt inden Copenhagen Marathon. Deltagere, som havde meldt sig til disse løb, kan ligeledes få pengene tilbage.

Epidemi, pandemi - hvad er det, og hvordan adskiller det sig fra andet, der smitter? Se her: