Marcus på ni blev født som pige: ’Gud, du har lavet en fejl med mig’

Antallet af transkønnede børn i Danmark er steget støt de seneste år. Mød et af dem her.

Værelset i den lille landsby Orte på Fyn ligner et helt almindeligt drengeværelse.

I vindueskarmen står Captain America og Ironman side om side og kigger ned på Spiderman. I hjørnet står et sværd, og på væggen hænger et skateboard.

Her bor Marcus Bøgelund-Bock på ni år.

For omkring fem år siden så værelset dog helt anderledes ud. Her var der pigelegetøj på hylderne og kjoler og nederdele i tøjskabet.

Dengang var det Ida Marie, der boede her.

Marcus har ikke overtaget sin søsters værelse. Han er Ida Marie – eller det var han.

- Da jeg var fire eller fem år, begyndte jeg at tænke, at det her er ikke mig. Så fik jeg klippet håret til lige under øret. Lige her, viser han.

Siden har de lyse lokker været korte, og det eneste ”pigelegetøj”, der er tilbage på hans værelse, er en lille elefant i alle regnbuens farver.

- Jeg synes, den var så sød. Jeg kalder den Elli.

Stigende antal transkønnede børn

Marcus er en del af en hidtil uset stigning i antallet af transkønnede børn.

I 2014 blev fire børn under 18 år henvist fra egen læge, fordi der var formodning om, at de er transkønnede. I år er antallet til og med oktober på 134, og i alt er næsten 500 blevet henvist de seneste fem år fra 2015 og til i dag.

Stigningen skal ses i sammenhæng med, at Sundhedsstyrelsen fra 2016 har åbnet for et tilbud om særlig udredning og mulig hormonbehandling af transkønnede børn.

Nogle af børnene er helt ned til fire år gamle, og der er en stor overvægt af biologisk fødte piger, der gerne vil være drenge. Ligesom Marcus vil.

- I børnehaven havde jeg langt hår, og jeg havde ikke vist tegn på, at jeg i virkeligheden var en dreng. Da jeg begyndte på græshoppestuen, gik det op for mig, at jeg ikke er en pige, fortæller han.

Selvom det også kom bag på Marcus’ forældre, Line og Jan Bøgelund-Bock, at Ida Marie så sig selv som en dreng, var der tegn på det fra begyndelsen.

Et billede fra Marcus' tid i børnehaven, hvor han stadig blev kaldt Ida Marie. (Foto: PRIVATFOTO)

Når der blev tegnet, var der hverken prinsesser eller slotte på papiret. Og når nogle troede, at han var en dreng, strålede han og var rigtig glad og stolt, siger hans mor, Line.

- Jeg ser det ikke som noget, han har valgt, men noget, han er og altid har været. Han har aldrig identificeret sig med at være pige. Jeg stoler på mit barn. Hans udvikling er ikke noget, han leger. Det er noget, han føler, og det er vigtigt for ham, så selvfølgelig skal det også være vigtigt for mig.

Ud med Ida Marie – ind med Marcus

De første år efter at Marcus blev klippet korthåret og fik actionfigurer på værelset, skulle hans familie vænne sig til, at de ikke skulle kalde på Ida Marie eller sige hun.

- I løbet af 1. klasse begyndte jeg at huske det. Det er en proces, når vi har været vant til at sige hun og Ida Marie, men man ville jo gerne gøre det, så han havde det godt, siger Line Bøgelund-Bock.

Mens han altså hed Marcus i hjemmet i Orte, stod der stadig Ida Marie på hans plads i skolen, og det var også det, han blev kaldt i klasseværelset og på legepladsen.

Men det gad Marcus ikke længere, så derfor skrev han sammen med sine forældre et brev, som han tog med i skole.

- Det er et brev, der fortæller, at jeg gerne vil kaldes Marcus. Jeg er egentlig en pige, men dreng udenpå. Det er næsten som at være normal, men det er man faktisk overhovedet ikke, siger han.

Og familien støttede fuldt ud Marcus’ beslutning.

- Marcus har fundet noget i sig selv, der siger, ’jeg er den, jeg er’, siger hans far, Jan Bøgelund-Bock.

Ud på dybt vand

Selvom det var noget af en omvæltning, at Marcus ikke længere skulle se efter skiltet med ”Ida Marie”, når han skulle finde sin jakke på gangen, og det var lidt underligt i starten, at kammeraterne nu kaldte ham for Marcus, er han glad for, at han tog modet og brevet med i skoletasken.

- Nu ved alle det, og jeg er faktisk ikke blevet drillet så meget med det. Det er dejligt. Nogle af dem fra 7. klasse har også sagt søde ting og husker mit navn.

Både Marcus og hans forældre ved dog også godt, at de svære tider og beslutninger langt fra er slut – faktisk er de blot lige begyndt.

- Jeg er sindssygt stolt af ham. Men det er også skræmmende, for hvad kan det ikke medføre. Rejsen med ham bliver sådan en, der fører ud, hvor vi ikke kan bunde i noget tid, men så finder vi fodfæstet, siger Line Bøgelund-Bock.

Som forælder vil man gerne skærme sine børn mest muligt for det svære og ubehagelige, men det er ikke muligt med Marcus, fortæller hans mor.

- Hans forvandling kommer til at være smertefuld. Men hvis det er det, der skal til for at føle sig som helt menneske, skal han gøre det. Men det bekymrer mig. Som forældre ville man ikke vælge den vej for sit barn, for den er både fyldt med smerte og måske også sorg.

Ingen hormoner - endnu

Når et transkønnet barn som Marcus gerne vil skifte køn, er det første skridt i behandlingen stophormoner, der standser puberteten.

Fra 2016 har Sundhedsstyrelsen givet tilladelse til, at børn ned til 11 år kan få hormoner. Ifølge Katharina Maria Main, der er professor ved Klinik for Vækst og Reproduktion på Rigshospitalet og ansvarlig for hormonbehandlingen af de transkønnede børn, mangler man dog viden om, hvilke konsekvenser hormonerne har især på lang sigt.

Ifølge eksperter er alternativet, hvor de ikke bliver behandlet, dog ikke bedre, fordi erfaringerne viser, at det kan give store psykiske vanskeligheder.

Når transkønnede børn får hormoner for at skifte køn, er en af de kendte konsekvenser, at chancerne for at få børn senere i livet er meget lille.

Marcus' beslutning

Det er også en af grundene til, at Marcus’ forældre i første omgang tænker at vente med behandlingen.

- Vi har ikke lyst til at give ham dem, med mindre det er tvingende nødvendigt, fordi han ikke kan holde ud at være i en pigepubertet. Det skal være et valg, han selv træffer, når han er klar over konsekvenserne. Han har altid sagt, han gerne vil have børn. Men skal han leve som mand, får han ikke egne biologiske børn, siger Line Bøgelund Bock.

Marcus som spædbarn. (Foto: PRIVATFOTO)

En skikkelse i rummet

Selvom Marcus kun er ni år gammel, presser behovet for en beslutning om hormonbehandling sig på. Udredningen tager typisk et halvt år og skal være færdig, inden puberteten går i gang, hvis behandlingen skal have fuld effekt.

- Nogle gange når jeg spekulerer over, hvad jeg skal vælge, så sætter jeg mig bare ned og tegner og prøver at tænke, siger han.

De mange tanker betyder, at han har svært ved at koncentrere sig i skolen. Når han bliver spurgt, om han ser sig selv mest som dreng eller pige, lyder svaret ellers klart ”dreng!”. Men det er ikke så lige til at være transkønnet – slet ikke som niårig.

- Hvad skal jeg gøre for at holde op med at tænke på det og være ligeglad og bare være den, jeg er. Uanset hvor jeg kigger hen, så er der en skikkelse, hvor en del af mig er dreng, og en del er pige. Når jeg prøver at lukke øjnene, popper det op i min hjerne, og jeg kan ikke få det til at stoppe. Hvad skal jeg vælge? Skal jeg være dreng for evigt eller pige for evigt?

’Gud, du har lavet en fejl med mig’

Mens andre børn for det meste taler om, hvem deres yndlingsfodboldspiller er, eller hvad den bedste tegnefilm er, når de sidder på gyngerne i skolegården, forsøger Marcus også at forklare sine dybe tanker for klassekammeraterne.

For han er fuldstændig klar over, hvad der venter ham, når puberteten rammer.

- Når jeg begynder at få dem hersens, så er jeg pige igen. Jeg kan jo ikke ændre min krop, når jeg er så ung, siger han, mens han peger ned på brystet.

- Gud, du har lavet en fejl med mig, råber han fra gyngestativet.

Marcus’ forældre har også talt med ham om operationen, der for mange transkønnede er sidste skridt i forvandlingen fra et køn til et andet. Og på trods af at de er klar over, at det i sidste ende er den eneste mulighed for, at han føler sig hjemme i sin krop, er det svært at tænke på, at deres søn måske skal igennem det.

- Der tænker man uha, det bliver ikke rart, hvis vi skal det her igennem, siger Jan Bøgelund-Bock.

Og Marcus har heller ikke helt besluttet sig for, om han vil tage det skridt, når tiden kommer.

- På den ene side vil jeg gerne være dreng for evigt, men på den anden side lyder det der med operationer heller ikke så rart, for jeg er ikke så glad for nåle.