Margrethe Auken: Gør som Svend!

Et varmt og humoristisk menneske, sagde Margrethe Auken ved hendes bror, Svend Aukens bisættelse. Det skete i en propfyldt Frederiksberg Kirke.

Margrethe Auken sammen med Svend Aukens enke ved bisættelsen i Frederiksberg Kirke. (Foto: Keld Navntoft © Scanpix)

- Guds fred være med Svend. Guds fred være med os alle. Amen.

Med de ord tog Svend Aukens søster, Margrete Auken, i rollen som præst afsked med sin bror i en propfyldt Frederiksberg Kirke.

Hun talte varmt, men også humoristisk, om sin bror, der "også havde mange fejl, selv om jeg ikke kan huske dem lige nu".

Den barmhjertige samaritaner

Det er, sagde Margrete Auken, både sørgeligt, men også ærgerligt, at Svend Auken nu er død, for der var så meget at nå endnu, også politisk. Derfor lød der fra Margrete Auken et "Gør som Svend" - vær med til at præge Verden i en positiv retning.

Da Svend Auken for kort tid siden talte ved en demonstration for de udviste irakiske asylsøgere, talte han om lignelsen om den barmhjertige samaritaner. Den lignelse bruge Margrete Auken i sin prædiken i Frederiksberg Kirke.

- Men man behøver ikke være troende som Svend Auken for at gøre gode ting, understregede Margrete Auken.

Altid ved sine børns side

Før Svend Aukens kiste blev båret ud af kirken, talte både Svend Aukens enke, Anne Wivel, og hans datter, Louise. Hun fortalte om en varm far, ofte travl og hjemmefra, men som elskede sine børn, og var elsket af dem.

- Han var altid på vi børns side - ikke mindst, når vi havde uret, fortalte Svend Aukens datter.

Efter bisættelsen blev følget fra Frederiksberg Kirke kørt i busser til gravøl på Christiansborg

Facebook
Twitter