Mårhunde set på Fyn: Styrelse frygter de har spredt sig

Der er mange mårhunde i Jylland, men nu er der set to på Fyn. Judasmårhunde med gps skal afsløre uønskede artsfæller.

I jagten på flere mårhunde anvender Miljøstyrelsen steriliserede mårhunde med gps-halsbånd, som måske går ud og finder sig en mage. (Foto: Flemming Højer © DR ARKIV)

På og omkring Fyn er der inden for den seneste uge spottet to mårhunde.

Det skriver Miljøstyrelsen onsdag i en pressemeddelelse.

Mårhunden, der anses som en invasiv art, er allerede ganske udbredt i Jylland.

Men styrelsen håber fortsat, at man kan forhindre mårhunden i at krydse Lillebælt og sprede sig til Fyn og Tåsinge.

- Når der bliver fundet to mårhunde inden for så kort tid på det østlige Fyn, kan det ikke udelukkes, at der kan være flere mårhunde, siger Hans Erik Svart, biolog i Miljøstyrelsen, i pressemeddelelsen.

Den ene mårhund, der blev set nær Kerteminde, havde held med at stikke af fra Miljøstyrelsen, mens en anden på Tåsinge blev skudt.

Steriliserede mårhunde skal hjælpe

Mårhunden er et effektivt rovdyr, der kan udkonkurrere for eksempel ræven og grævlingen.

Den er også en trussel mod fugle og små pattedyr, fordi de ikke er vant til mårhunden.

I jagten på flere mårhunde anvender Miljøstyrelsen to såkaldte "judasmårhunde".

Det er steriliserede mårhunde med gps-halsbånd, som måske går ud og finder sig en mage. Sker det, slår styrelsen til og afliver magen.

Men der vil blive sat stor pris på hjælp.

- Vi vil opfordre alle på Fyn til at holde øje med mårhunde og indberette fund til vores indberetningsportal, og vi vil samtidig opfordre jægerne til at nedlægge dyrene, siger Hans Erik Svart i pressemeddelelsen.

Erfaringer fra andre lande viser, at mårhunden hurtigt formerer og spreder sig, da den er en god svømmer.

Miljøstyrelsen estimerer, at der er mellem 2000 og 3000 mårhunde i Danmark - primært i Jylland.

/ritzau/

Facebook
Twitter