Mariam flygtede fra vold og kontrol: Jeg fik tæsk hvis min strømprocent var under 60

Flere unge med muslimsk baggrund søger hjælp for at komme væk fra social kontrol

(Foto: MADS NISSEN © Mads Nissen/ info@madsnissen.com/ www.madsnissen.com)

Mariam er født i Irak, men kom til Danmark, da hun var to år. Hun har gået både i vuggestue, børnehave, folkeskole – og nu gymnasium; derfor er hun ret god til dansk.

Selv om Mariam kun er 19 år, er hun flyttet hjemmefra. I snart et år har hun boet på en hemmelig adresse på Sjælland, langt væk fra sin familie og fra den vold og kontrol, hun var udsat for fra hun var omkring 10 år gammel.

Det var dengang, hun så småt begyndte at ville have et liv som de andre piger i klassen.

- Jeg ville også gå til fester, jeg ville også gerne leve mit liv, jeg ville også gerne have drengevenner – uden altså at skulle have noget seksuelt med dem. Jeg ville også bare gerne have helt normale pigeveninder og sådan noget, fortæller hun i P1-programmet Geetisk råd, som har besøgt adressen, hvor Red Safehouse holder til.

Fik tæsk for de mindste mistanker

Som mange andre unge piger med muslimsk baggrund oplevede Mariam, at hendes forældre var bange for, at hun blev for dansk.

Det førte til voldsom social kontrol, hvor hendes far især kun skulle have det mindste påskud for at give hende tæsk. Hun blev revet rundt i håret, slået i nakken, sparket eller spyttet på.

- Hvis jeg kom hjem med en strømprocent på min telefon på under 60, så bad jeg nærmest til gud om, at han ikke skulle slå mig. Det var over sådan noget latterligt noget, som at jeg ikke havde spist min madpakke, fordi ’Hvem har nu købt en madpakke til dig?’ eller ’Hvem har du SMS’et med, siden din strømprocent er så lav?’, fortæller hun.

Brød sammen i skolen

En dag, da Mariam var kommet bagud med sine afleveringer i gymnasiet på grund af volden i hjemmet, ville hun undskylde sig over for sin lærer, at hun ikke havde fået afleveret de seneste opgaver.

Men hun nåede kun at sige, at hun havde det lidt hårdt, så bristede ballonen. Hun begyndte at græde for første gang, så længe hun kunne huske.

- Jeg havde bare aldrig grædt. Jeg plejede aldrig at græde, når min far han slog mig. Han plejede altid at sige til mig ’du skal ikke græde, når jeg slår dig’. Hvis man er blevet slået, siden man var 10, og er vokset op med ’Du skal ikke græde’, så græder man heller ikke, fortæller hun.

Stigende antal henvendelser

Mariam er en af de 363 personer, der sidste år henvendte sig til Red Safehouse for at komme væk fra et liv med voldsom social kontrol og fysisk eller psykisk vold.

På krisecenteret får de unge støtte i hverdagen og rammer til at begynde et selvstændigt liv.

Og det er der ifølge leder af centeret Anita Johnson flere og flere, der gerne vil have hjælp til. Derfor er det ikke nok med de 64 pladser, der nu findes på landsplan til unge ofre for vold og social kontrol.

- Det går én vej, og det er opad med antallet af henvendelser. Hvor vi havde 242 henvendelser i 2015, havde vi 363 henvendelser sidste år. Der er rigtig mange unge endnu, der sidder derude og har brug for den her hjælp. Jeg tror kun, at vi har set toppen af isbjerget, siger hun i Geetisk råd.

Unge skal lære at tage opgør

Hun mener ikke, der bliver flere og flere unge, der er ofre for vold og social kontrol.

Der er bare flere og flere, der får øje på, at man kan få hjælp – lige som Mariam.

Anita Johnson mener, at man skal sætte alle kræfter ind på at oplyse forældrene til de unge om, at man som ung i Danmark har rettigheder. Traditionerne fra hjemlandet må indrettes efter det.

Og så skal de unge lære at turde tage dialogen med deres forældre, inden problemerne opstår.

- Så allerede fra 12-13 års alderen skal man lære de unge mennesker at tage nogle opgør med forældrene. Ligesom alle mulige andre unge også tager opgør med deres forældre.

Har tilgivet sine forældre

Mariam skal til sommer flytte fra Red Safehouse. Hun kunne være flyttet i en udslusningsbolig, men har valgt at flytte for sig selv.

Hun føler, at hun har fået en god hjælp både praktisk, økonomisk og psykisk på krisecenteret. Pædagogerne er nærmest blevet som familie, som hun kommer til at savne.

Hvad hendes biologiske familie angår, så føler hun sig ikke længere vred på dem, som hun gjorde i starten. Hun ved, at hendes far lider af PTSD efter at have været i hæren i Irak. Det er ikke en undskyldning, men en del af forklaringen.

Og så ved hun, at de elsker hende. De kan bare ikke finde ud af at udtrykke det.

- For dem er kærlighed sådan nogle materielle ting, at tage os med ud og ja, det tror jeg, der er mange der sådan kan relatere til.

- I princippet er det ikke deres skyld. De er bare uvidende. Det er det, de har lært.

- Men jeg tror, jeg har tilgivet dem, for der er ikke noget at være vred over. Jeg ved godt, at de bare er uvidende, og det er okay.

Af hensyn til hendes sikkerhed er Mariam et opdigtet navn.