Marius Nina arbejdede for IF Group: Det gik galt allerede første måned

14 rumænske arbejdere og 3F anklager dansk nedrivningsfirma for lønfusk for millioner.

I 10 måneder arbejdede Marius Constatin Nina for det nedrivningsfirmaet IF Group. Det endte ikke, som han havde drømt om. (Foto: DR Nyheder © DR Nyheder)

På et lille husmandssted i den rumænske landsby Corabia bor Marius Constantin Nina.

Nu er han tilbage, men for to år sagde han på gensyn til sin mor, kone og datter i Corabia og rejste 2.000 kilometer nord på.

Marius Constantin Nina havde svært ved at få pengene til at slå til i Rumænien. Derfor sagde han ligesom mange andre rumænere ja til et tilbud om tage til Danmark. Her skulle de arbejde for det nordjyske byggefirma IF Group.

- Jeg ville gerne sende mit barn i en bedre skole. Jeg ville gøre noget godt i mit liv for min datters fremtid, fortæller han i sit hjem, siger han i sit hjem.

  • Marius Constantin Nina med sin mor og datter i hjemmet i Corabia i det sydlige Rumænien. (Foto: DR Nyheder © DR Nyheder)
  • Her ses Marius Constantin Nina uden for sit hus ved hønsegården. (Foto: DR Nyheder © DR Nyheder)
  • Landsbyen Corabia ligger i det sydligste Rumænien tæt på grænsen til Bulgarien. (Foto: DR Nyheder © DR Nyheder)
  • I Corabia er industriudviklingen noget længere tilbage end i Danmark. (Foto: DR Nyheder © DR Nyheder)
1 / 4

Opholdet i Danmark endte imidlertid ikke, som Marius Constantin Nina havde drømt om.

I dag er han blandt de 14 nuværende og tidligere ansatte hos IF Group, der anklager byggefirmaet for systematisk underbetaling. En anklage som fagforeningen 3F bakker op om.

- Tingene gik galt allerede fra den første måned. Jeg indså, hvordan de var, men jeg kunne ikke sige op, for jeg havde forladt mit hjem og investeret i at tage af sted, siger Marius Constantin Nina.

Artiklen fortsætter under grafikken.

Da han kom til Danmark i foråret 2015, blev han indkvarteret i en skurvogn sammen med tre andre rumænske kollegaer.

Derefter gik arbejdet med at nedrive og ombygge bygninger i gang.

- Vi arbejdede 10 timer om dagen i gennemsnit, fordi der også var lørdage og nogle gange søndage. Og vi endte med at arbejde 230 til 240 timer om måneden, fortæller han.

Mens Marius Constantin Nina var i Danmark, førte han selv regnskab med, hvor mange timer han arbejdede.

Det var i denne skurvogn, at Marius Constantin Nina boede med tre andre kollegaer, mens han var i Danmark. (Foto: PRIVAT © privat)

Regnskabets time

I Corabia viser han sine timeopgørelser frem. Af dem fremgår det, at han arbejdede op mod 55 timer om ugen for IF Group.

I sit hjem ser Marius Constantin Nina på sine lønsedler og timeopgørelser fra Danmark. I baggrunden sidder hans tidligere kollegaer fra IF Group, som også anklager IF Group for underbetaling. (Foto: DR Nyheder © DR Nyheder)

Men ifølge de officielle lønsedler fra IF Group, som DR ligger inde med, har Marius Constantin Nina ikke fået løn for 55 timer.

På lønsedlerne står, at han har fået løn for 37 timer om ugen. Eller hvad der svarer til 150 til 160 timer om måneden.

Hvorfor har I ikke informeret myndighederne om det her?

- Vi har gjort alt, hvad vi kunne. Vi har talt med fagforeningen og vi har talt med SKAT. Jeg har svært ved at se, hvad vi ellers skulle have gjort, siger Marius Constantin Nina.

3F: Lønfusk for 16 millioner

Ifølge 3F har en lang række rumænske ansatte hos IF Group været udsat for det samme som Marius Constanton Nina.

De ansatte har ifølge 3F ikke fået løn for mange af de timer, de har arbejdet. Derudover mener fagforeningen, at rumænerne mangler at få udbetalt tillæg og ekstra takst for overarbejde.

Samlet set anklager 3F det nordjyske byggefirma for, at omkring 100 rumænere er blevet snydt for 16 millioner kroner i løn.

Selv afviser If Group at have brudt overenskomsten.

Voldgiftssag i vente

Anklagerne mod IF Group bliver den centrale del af en voldgiftssag til marts.

På den ene side står 3F. På den ene side Dansk Byggeri, der repræsenterer IF Group.

Eksperter i arbejdsret vurderer, at det kan blive en af Danmarkshistorien største sager om underbetaling.

Ingen skal gå igennem det samme

I Corabia viser Marius Constantin Nina sine fugle frem og fortæller, at han nu dyrker jordbær og majs.

Han glad for, at sagen om underbetaling nu skal for en dommer. Drømmen er, at han kan få de penge tilbage, som han mener, at IF Group skylder ham.

Og så håber han, at det kan sætte en stopper for, at det kan ske igen.

- Der skal retfærdighed til. Ingen skal gå gennem det, vi har været igennem.

Hvis du kender til forhold i IF Group, eller kender til underbetaling i Danmark, vil vi gerne høre fra dig. Skriv til os på tipos@dr.dk.

Facebook
Twitter