Marius og Mingtang arbejdede ulovligt uden at vide det: Nu kan de ikke få permanent ophold i årevis

Små bøder for ulovligt arbejde koster permanent opholdstilladelse i 15 år. S vil lempe loven.

Det vakte en del opsigt, da den ingeniørstuderende Marius Youbi måtte rejse hjem til Cameroun, fordi han havde arbejdet halvanden time for meget om ugen, mens han studerede.

2.049 udlændinge har siden 2012 fået bøder for at arbejde ulovligt, og sidste år lå antallet af bøder rekordhøjt på 444.

Det viser tal fra Rigsadvokaten, som DR har fået aktindsigt i.

Der er store forskelle på, hvad udlændinge får bøder for. Men uanset om det drejer sig om en bøde på få tusind kroner for en lille forseelse eller fængselsstraf for groft at arbejde i strid med sin arbejdstilladelse, er straffen den samme, når det kommer til permanent ophold: Har en udlænding brudt loven, kan han eller hun ikke få permanent opholdstilladelse i 15 år.

Det siger loven
  • Hvis en udlænding får en bøde for at arbejde ulovligt, betyder det samtidig afslag på permanent opholdstilladelse i 15 år. Overtræder man loven flere gange hæves tiden til 22,5 år. Sanktionen gælder uanset, om man overtræder loven groft eller lidt.
  • Loven blev strammet i januar 2016, hvor S, DF, V, LA og K stemte for lovgivningen. Udlændinge, der arbejder ulovligt, får 3.000 kroner i bøde for den første måneds arbejde og 1.500 kr. for de følgende måneder. Der er fængselsstraf og endnu større bøder, hvis der er skærpende omstændigheder.

Kilde: Rigsadvokaten og Udlændingeloven §11b og §59.

Sådan lyder vurderingen af loven fra både Udlændingestyrelsen, advokat med speciale i udlændingeret Morten Dahl og juraprofessor Jens Vedsted-Hansen fra Aarhus Universitet.

Det er lige meget, om det er første gang, udlændingen får en bøde, og om overtrædelsen ikke er med vilje. Der er ingen smuthuller, lyder det.

- Ukendskab til loven er ikke en undskyldning, konkluderer juraprofessor Jens Vedsted-Hansen.

Superstudent: Loven kan spænde ben

Lovgivningen kommer bag på et par af de udlændinge, som har fået en bøde for ulovligt arbejde.

Blandt andre Marius Youbi, der blev kendt som superstudenten fra Herning, der opnåede tårnhøje karakter og blev udvist, fordi han under studierne havde arbejdet for meget. Siden blev han ansat i KK Wind Solutions i Ikast og opholder sig i dag i Danmark på en midlertidig opholdstilladelse.

Marius Youbi fik sin bøde i 2014, og det betyder, at han blot blev afskåret fra at få permanent opholdstilladelse i 10 år. I 2016 blev loven nemlig skærpet, så udlændinge nu må vente 15 år på at få permanent ophold, hvis de har brudt loven,

Marius Youbi synes, at sanktionerne er hårde.

- 15 år er en hård straf, hvis man har tænkt sig at være i Danmark. Især i mit tilfælde hvor jeg arbejdede halvanden time for meget. Det kan godt spænde ben for nogle ting, siger han.

Marius Youbis midlertidige opholdstilladelse løber frem til oktober 2018, og det er besværligt, når den skal fornys, fortæller han.

- Der er masser af bøvl med at søge om opholdstilladelse. Når de fem år er gået, skal du forny dit pas. Det kræver, at jeg rejser til Tyskland, Holland eller England, siger han og forklarer, at det kan tage et halvt år at få et nyt pas fra Cameroun, hvor han kommer fra. Det kan koste arbejdet i Danmark, hvis opholdstilladelsen rinder ud, mens han venter, vurderer han.

Efter en måned i Cameroun kunne Marius Youbi i januar 2016 vende tilbage til Danmark på en midlertidig opholdstilladelse. Dengang, han var studerende, måtte udlændinge højest arbejde 15 timer om ugen. I dag er reglen som udgangspunkt 20 timer om ugen.

Der er flere udenlandske studerende, der har fået bøde og ikke kan få permanent opholdstilladelse i 15 år. Kigger man på de virksomheder, der fra 2014-2016 har fået bøder for at ansætte udlændinge ulovligt, drejede hver fjerde bøde sig om studerende. Det viser en aktindsigt til alle landets politikredse.

Nogle studerende har efterfølgende fået danske kærester, ægtefæller og børn.

Straffet for at flytte til Sverige

Udover studerende har mindst otte udenlandske forskere fået bøder for at bijobbe ulovligt. Blandt andet fik den amerikanske professor ved CBS Brooke Harrington en bøde for at have mødtes med Folketingets Skatteudvalg samt Skat og Erhvervsstyrelsen for at fortælle dem om hendes forskning i skattely.

Mingtang Deng, der er tilknyttet Niels Bohr Institutet som postdoc - en tidsbegrænset forskerstilling, fik også en bøde for at arbejde ulovligt.

Fejlen var, at han flyttede til Sverige, men fortsatte med at arbejde på Niels Bohr Institutet. Arbejdstilladelsen gjaldt kun så længe, at han boede i Danmark, så nu er han blevet bedt om at betale 15.000 kroner i bøde, og så er der tillægsstraffen om, at han ikke kan få permanent opholdstilladelse i 15 år i Danmark.

- Jeg synes ikke, at reglerne er fair. Jeg gjorde det ikke med vilje og prøvede at finde frem til, hvad reglerne var. Bøden er meget uvenlig, mener han.

Bøden kan spille en rolle, når Mingtang Deng skal vælge, om han fremover vil slå sig ned i Danmark eller Sverige. Som ph.d. kan han i Sverige også meget hurtigere få permanent opholdstilladelse.

Socialdemokratiet vil lempe loven

Socialdemokratiet mener, at der er behov for at gennemgå lovgivningen, så den ikke rammer alle lige hårdt.

- Vi er nødt til at sørge for, at folk, der har opført sig lidt uheldigt, ikke bliver ramt af den store forhammer første gang. Der skal være et gult kort ved små overskridelser, mener Mattias Tesfaye, udlændinge- og integrationsordfører (S).

Han synes, at reglerne er blevet for rigide. Der er behov for at skelne mellem små forseelser fra forskere, studerende, der har arbejdet få timer for meget, og så illegale arbejdere, som man stadig skal slå hårdt ned på.

- Vi skal sørge for, at lovgivningen er ret kontant overfor social dumping, understreger han.

Udlændinge- og integrationsminister Inger Støjberg (V) oplyser, at hun er ved at se på lovgivningen for udenlandsk arbejdskraft. Hun afviser ikke at lempe på karantænereglerne for permanent opholdstilladelse i den forbindelse.

- Vi er lige nu i gang med at se på, hvordan vi kan gøre det lettere for eksempelvis forskere eller musikere at have bijob, så de ikke skal søge en ny arbejdstilladelse hver gang. I den forbindelse bliver spørgsmålet om karensreglerne for permanent opholdstilladelse ved ulovligt arbejde også overvejet, lyder det i et skriftligt svar til DR.

Dansk Folkeparti afviser, at der er grund til at bløde loven op.

- Som studerende og forsker må man kunne sætte sig ind i reglerne. Der er ingen grund til at overtræde lovgivningen. Det er der ikke på det her område eller andre områder. Hvis du vil være i det her land, er du nødt til at lære reglerne og efterleve dem. Længerne behøver den ikke at være, mener Claus Kvist Hansen, ordfører for social dumping (DF).

Hvordan arbejder udlændinge ulovligt?

  • DR har fået aktindsigt i politikredsenes bøder til arbejdsgivere for at ansætte udlændinge ulovligt i perioden 2014-2016.
  • Omkring hver fjerde bøde skyldes udenlandske studerende, der typisk har arbejdet mere end tilladt.
  • Omkring hver tolvte bøde var skærpende. Det betyder typisk, at udlændingen har opholdt sig illegalt i Danmark, eller at virksomheden dumper lønnen.
  • Det er især inden for restaurations-, rengørings, hotelbranchen og landbrug, at arbejdsgiverne har fået bøder.