Markant regnefejl: Babyer født i år kan alligevel ikke forvente at blive 102 år gamle

En regnefejl fik Unicef til at forudsige en forventet levealder på op til 20 år for meget.

Ifølge de reviderede tal fra UNICEF kan en nyfødt nu forvente at blive 93,7 år. (Foto: Annett Bruhn © Scanpix)

- Det er dybt beklageligt.

Sådan lyder det i dag fra børneorganisationen Unicef, som har fundet en betydelig regnefejl i forudsigelserne af, hvor lang tid babyer født i 2021 gennemsnitligt kan forvente at leve.

Faktisk har FN-organisationen i nogle tilfælde regnet forkert med over tyve år. Det fremgår af den reviderede liste over de forskellige lande.

En lang række danske landsdækkende medier bragte på årets første dag listen med nyheden om, at en baby født i Danmark stod til at blive 102,1 år.

Men efter fejlen er blevet opdaget vurderer Unicef nu, at det i stedet er 93,7 - altså 8,4 år mindre.

For Schweiz er fejlen endnu større. Her stod babyer ifølge Unicef til at blive 116,4 år, mens den reviderede liste spår, at de schweiziske babyer kan forvente at leve, til de bliver 94,8 år. Det er en fejl på 21,6 år.

Forkerte antagelser

I en mail til DR Nyheder skriver Unicef, at den anvendte metode betød, at tallene for aldersgruppen fra 80 og opefter blev for ‘overoptimistiske’.

Det skyldes ifølge Unicef, at FN’s befolkningsfremskrivninger, World Population Projections, som ligger til grund for Unicef prognose for nyfødtes forventede gennemsnitlige levetid, kun løber til år 2100.

- En simpel metode blev brugt til at fortsætte tidligere tendenser i fremtiden med yderligere antagelser og fremskrivninger i den periode. Men prognosen for den ældre aldersgruppe var følsom over for data brugt til yngre aldersgrupper, og det gav nogle overoptimistiske tal for nogle vestlige lande, skriver Unicef.

- Efter data-teamet brugte en alternativ metode, der udvider tidslinjen til 2130, fik de tal, der stemmer bedre overens med hastigheden i stigningen af levetiden.

Vi lever ikke kortere end vores naboer

Norge og Sverige stod nemlig til at have en betydelige længere levealder i forhold til Danmark.

Men den forskel er væk i den nye fremskrivning fra Unicef.

I de første opgørelser havde Norge og Sverige en forventet gennemsnitslevetid på henholdsvist 109,9 og 110,2 år. Nu forudser Unicef, at den gennemsnitlige levetid er på henholdvist 93,5 år og 93,3 år.

Altså helt på linje med forudsigelserne for Danmark.

10 år mere end Danmarks Statistik

Hos Danmarks Statistik bemærkede specialkonsulent Jens Bjerre godt nyheden den 1. januar med de forholdsvist høje tal. Ofte lægges der flere antagelser om sundhed og levestandard ind i den slags prognoser, og det måtte være tilfældet her, tænkte han.

Jens Bjerre er manden bag de middellevetidsberegninger, som Danmarks Statistik står for, og her laver man ingen antagelser overhovedet. Og det kan ses i tallene.

- Ifølge vores beregninger kan et barn født i år forvente at leve henholdsvist 79,3 år for mænd og 83,2 år for kvinder i gennemsnit. Det er jo noget lavere end Unicefs tal, siger Jens Bjerre.

Forskellen er faktisk på over 10 år fra Unicefs nye, reviderede tal og Danmarks Statistik. Og det skyldes sandsynligvis metoden.

- Vi baserer udelukkede vores beregninger på, hvordan dødeligheden så ud sidste år. Så vores bud er et konservativt bud, siger Jens Bjerre.

Det vil også sige, at Danmarks Statistik ud fra den logik de kommende år vil forudse en stabil eller måske en lidt kortere middellevetid på grund af den nuværende coronapandemi, der lige nu giver en let overdødelighed i Danmark.

- Jeg vil ikke sige, at det ene er mere rigtigt end det andet, for man kan også sige, at vores bud på 83,2 år for en 0-årig kvinde er konservativt i den forstand. Hun bliver sandsynligvis ældre end det, siger han.

Facebook
Twitter