Marsvin smitter børn med ringorm

Lines søn skal måske opereres på grund af lille gnaver. Hudlæge advarer om flere tilfælde.

Der var stor glæde i det lille hjem i Greve, da to små marsvin i 2016 flyttede ind på adressen.

Men efter to-tre måneder lagde Line Jørgensen mærke til, at hendes yngste søn på tre år fik lidt udslæt i baghovedet.

- Først tror vi, at det er lidt skæl. Men efter en uge eksploderer det nærmest og bliver et stort hul, hvor det flyder ud med materie og andre ting. Han må ikke komme i børnehave, og han kan stort set ikke lege, da det bløder, hver gang han bevæger sig.

Se billeder af Line Jørgensens søns infektion i bunden af artiklen. Vi advarer mod voldsomme billeder.

Da behandlingen hos egen læge ikke hjælper, ender de på hudafdelingen i Roskilde. Og her viser det sig, at hendes søn er blevet smittet med svampeinfektionen, ringorm, og at den var kommet fra et af marsvinene.

- Fra vi opdagede såret, til han var færdigbehandlet, gik der ni måneder. Og det var med blodprøver hver måned for at undersøge, om infektionen var væk, fortæller Line Jørgensen.

Hudlæge advarer

Det skal siges, at Line Jørgensens søns tilfælde hører til sjældenhederne. Alligevel vil klinisk forskningslektor, overlæge, PhD på Roskilde Hudafdeling, Ditte Marie Saunte, gerne advare om risikoen for at få ringorm, når man køber et marsvin. Hun har nemlig behandlet flere børn med infektioner, som de har fået netop af marsvin.

- Børnene har typisk kraftige udslæt på hals og ansigt, og i nogle tilfælde udvikler infektionen sig til store sår i hårbunden, som er komplicerede at få bugt med, fortæller hun.

- Og så talte jeg med min kollega fra hudafdelingen i Gentofte. Og han havde samme indtryk af, at der begyndte at komme flere børn, der var smittet med denne type ringorm. Vi besluttede os så for at finde ud af, om man kunne blive smittet af marsvin, man købte, fortæller hun.

Derfor lavede hun sammen med Gentofte Hospital og Statens Serum Institut en lille undersøgelse, hvor de testede 98 kaniner, hamstere og marsvin hos 17 dyrehandlere. Og 12 af 32 undersøgte marsvin var smittebærere af sygdommen. Og mange af dem havde ingen synlige tegn på sygdommen.

Brancheforening: Køb hos godkendte forhandlere

Dan Nürnberg, der er formand for brancheforeningen ”Fokus på dyr”, er overrasket over, at lægerne fandt ringorm på 12 af 32 undersøgte marsvin hos dyrehandlerne.

Alligevel er det vigtigt, at forbrugerne køber deres dyr hos godkendte forhandlere, fastslår han.

- Fordi der har de faguddannet personale, som ved, hvad de snakker om.

Han forklarer, at man aldrig kan give en 100 procent garanti for, at dyrene er sygdomsfri. Men både forhandlere og forbrugere kan gøre meget for, at det er tilfældet.

- Forhandlerne skal jo sørge for, at dyrene kommer fra anerkendte opdrættere, der tager deres opgave seriøst og sørger for, at dyrene har det godt. Samtidig bør forhandler og opdrætter altid kontrollere dyrene, inden de bliver sat til salg. Forbrugerne bør spørge ind til dyrets alder, hvor længe butikken har haft det, hvad personalet fodrer det med, om der har været sygdomstegn eller sygdomsperioder på dyret, forklarer han.

Hvis man vil være helt sikker på, at et marsvin ikke bærer en svampeinfektion, skal man tage en prøve og få den undersøgt på et laboratorium.

- Men så stiger prisen så meget, at folk sandsynligvis køber deres dyr på nettet, hvilket jeg kraftigt vil fraråde. For der er der absolut ingen kontrol med, hvordan dyrene er avlet, fortæller han.

Kræver større undersøgelse

Selvom der skal en meget større undersøgelse til for at konkludere noget, vil Ditte Marie Saunte gerne hejse et lille advarselsflag.

- Mennesker kan reagere lidt voldsommere, hvis de får en svamp, der normalt hører til på et dyr. Og nogle gange går der lidt tid, før man opdager, at det er en svampeinfektion. Og i den periode kan børn få lidt feber og lidt hævede lymfeknuder. Men når de så kommer i behandling, kommer håret som regel tilbage, og de bliver raske. Men der kan være nogle enkelte, der får en skaldet plet, der hvor infektionen har været.

- Og så skal man huske på, at de børn, der bliver hårdt ramt, skal igennem en hård kur med tabletter, hvor der kan være ret kradse bivirkninger, fortæller Ditte Marie Saunte.

Plet kræver kirurgi

Et af de børn er Line Jørgensens søn, som i dag er seks år.

Infektionen betød, at han fik en stor, bar plet i baghovedet. En plet som sandsynligvis aldrig forsvinder.

- Når han er i trygge rammer, betyder det ikke så meget. Men når han er ude, og folk kigger på ham eller spørger til det, så er han meget følsom omkring det og vil have kasket på eller have mig til at skygge for pletten med min hånd, fortæller Line Jørgensen.

- Og så spørger han jævnligt om, hvornår det sår går væk, fortæller Line Jørgensen.

Men pletten forsvinder ikke, medmindre den bliver fjernet kirurgisk. Enten ved seks små operationer i lokalbedøvelse eller to større indgreb i fuld narkose, hvor forløbet vil vare længere. Så familien er gået i tænkeboks med hensyn til, om det skal ende med operation, eller de skal lade pletten være, som den er.

Familien har i øvrigt stadig de to marsvin, da de er blevet behandlet hos en dyrlæge.

  • Sådan så infektionen ud, mens den stadig var aktiv. (Foto: Roskilde Hospital © (C) DR Nyheder)
  • I dag har Line Jørgensens søn en bar plet i baghovedet. Pletten forsvinder sandsynligvis aldrig af sig selv. (Foto: Roskilde Hospital © (C) DR Nyheder)
1 / 2
Facebook
Twitter