'Martin' forfalskede sit eksamensbevis: ‘Jeg havde ekstremt dårlig samvittighed’

Hvert år anmeldes unge for at snyde med karaktererne. For Martin endte det med en plet på straffeattesten.

22-årige Martin sad med forgrædte øjne i et retslokale en sensommerdag i 2019.

Han ventede på sin dom.

- Mit hjerte pumpede helt vildt. Det værste ville være, at jeg kom i fængsel og skulle starte forfra med mit liv, forklarer han.

Martin var tiltalt for at have overtrådt straffeloven om dokumentfalsk, fordi han havde brugt et falsk eksamensbevis, da han søgte om optagelse på en videregående uddannelse.

Han havde tidligere googlet ‘dokumentfalsk’ og læst om andre domme. Så da han mødte ind i retten den dag, frygtede han afgørelsen. Dokumentfalsk kan nemlig give op til to års fængsel.

Sådan fortæller Martin sin egen historie.

Og han er ikke alene. DR Nyheder kan i dag fortælle, at 22 danske universiteter, professionshøjskoler og erhvervsakademier har opdaget og politianmeldt 333 sager i årene fra 2015 til 2020 om dokumentfalsk i forbindelse med studieoptag på en videregående uddannelse.

Tallene siger ikke noget om, hvor mange der er blevet dømt.

Bag de 333 sager står i alt 82 personer, der har søgt ind på mindst ét studie med et falsk eksamensbevis. Nogle af dem har søgt ind flere steder.

Martin brugte sit falske eksamensbevis, da han i juni 2018 søgte ind på bygningskonstruktøruddannelsen på professionshøjskolen VIA University College i Aarhus.

I dag har han svært ved at forklare, hvad der fik ham til at forfalske sit eksamensbevis og søge ind på en uddannelse, som han ikke engang havde lyst til at gå på.

Men en ting kan han sige med sikkerhed.

- Det er bare fuld plade i dumhed.

(Grafik: Henrika Hermann Hansen)

‘Jeg ville videre i livet’

Da Martin havde færdiggjort sin gymnasiale uddannelse, vidste han som mange andre unge ikke, hvad han ville med fremtiden.

Han søgte adskillige job, men uden held, og nu ville han ‘bare rigtig gerne i gang med en uddannelse’.

- Jeg var desperat. Jeg ville videre i livet.

Martins forældre ville også gerne have ham i gang med at lave noget og foreslog ham bygningskonstruktøruddannelsen.

- De syntes, at det lød spændende. Det syntes jeg ikke.

Martin havde ikke lyst til at tage den uddannelse, og hans karaktergennemsnit var heller ikke højt nok.

Men han boede hjemme, lavede ingenting og mærkede nu både et indre og ydre pres.

- Jeg havde en mega-nederen tid, men jeg tager det fulde ansvar. Det var ikke mine forældres idé, at jeg skulle snyde, det var min.

‘Jeg gjorde det bare’

Martin kan ikke huske, hvordan idéen om at forfalske sit eksamensbevis kom til ham, men han kan godt huske, hvordan han gjorde.

Han forklarer, at han startede med at hente sit originale eksamensbevis ned fra nettet. Så brugte han et ‘almindeligt klippeværktøj’ på sin computer og kopierede nogle af de høje karakterer og lagde dem ovenpå nogle af de lave. På den måde fik han et højere gennemsnit.

- Det virkede så nemt bare lige at gøre. Jeg tænkte ikke rigtig over det. Jeg gjorde det bare.

Martin uploadede det falske eksamensbevis til ansøgningsportalen optagelse.dk og sendte ansøgningen til bygningskonstruktøruddannelsen ind.

- Jeg havde ekstremt dårlig samvittighed, allerede da jeg sendte den.

Han vidste godt, at det, han gjorde, var ulovligt, så i den efterfølgende periode frygtede han, at det ville blive opdaget.

- Jeg prøvede at leve videre, men jeg havde ondt i maven konstant og kunne dårligt sove om natten.

'Jeg skammede mig så meget'

Ifølge Martin modtog han omkring en måned senere en mail fra uddannelsesinstitutionen VIA University College. De ville politianmelde ham, fordi han havde brugt et falsk eksamensbevis.

- Jeg tænkte ‘fuck’.

Han ringede til skolen. Han ville undskylde og stoppe anmeldelsen, men de kunne ikke hjælpe ham.

Martin havde det ‘vildt dårligt’, men han snakkede ikke med nogen om det.

- Jeg skammede mig så meget.

En dag ringede politiet og konfronterede ham med anmeldelsen.

- Igen kunne jeg mærke den dårlige samvittighed kravle ind.

Martin tilstod med det samme, og politiet lovede at vende tilbage.

'Nu kunne jeg ikke skjule det længere'

Tiden gik.

Martin var i gang med elektrikeruddannelsen, som han også havde søgt ind på - med sit originale eksamensbevis.

Han kunne rigtig godt lide sin uddannelse, og han havde en god læreplads.

Så da indkaldelsen til retten kom, ramte virkeligheden ham igen.

- Nu kunne jeg ikke skjule det længere. Jeg følte, at jeg blev nødt til at sige det til nogen.

Martin fortalte sin far, hvad han havde gjort.

- Min far var overraskende forstående, men han syntes naturligvis, at det var rigtig dumt.

Det var også Martins far, der kørte ham i retten den sommerdag i 2019.

- Han spurgte, om han skulle gå med ind. Men det ville jeg ikke have. Jeg ville gøre det alene.

'Det kunne jeg slet ikke overskue'

Martin sad på en stol midt i retslokalet.

Han kan huske, at dommeren kom ind. Hun bad ham nemlig rejse sig. Det vidste han ikke, at man skulle.

Martin satte sig igen, og retssagen gik i gang.

Han mindes, at anklageren snakkede om en lignende sag om dokumentfalsk, som endte med, at den tiltalte skulle i fængsel.

- Jeg brød fuldstændig sammen og græd helt vildt. Jeg var allermest bange for, at jeg skulle starte forfra med min uddannelse. Det kunne jeg slet ikke overskue.

Imens dommeren vurderede Martins sag, sad han nervøs tilbage og ventede på sin dom.

- Jeg var bare en pissefrustreret ung mand, som tog nogle rigtig dumme valg.

Martin blev idømt 40 dages betinget fængsel med et års prøvetid og 60 timers samfundstjeneste for at forfalske sit eksamensbevis.

Det betød, at han ikke skulle i fængsel, medmindre han gjorde noget strafbart i et år efter dommen eller ikke udførte sin samfundstjeneste.

Selvom han ikke kom i fængsel, skal han stadig leve med konsekvenserne ved at have en dom i en sag om dokumentfalsk.

- Den her plet på straffeattesten lukker rigtig mange døre.

Der er nemlig job, som Martin ikke kan få.

Og pletten på hans offentlige straffeattest vil først forsvinde efter ti år. Det er den straffeattest, arbejdsgivere i det offentlige kan indhente.

- Jeg kommer helt sikkert aldrig til at gøre det igen, siger Martin.

Og han kan kun opfordre andre til at lade være med at forfalske deres eksamensbevis.

Martin er et opdigtet navn, da han ønsker at være anonym af hensyn til sin fremtid. DR Nyheder er bekendt med hans rigtige identitet.

Facebook
Twitter