Krøllen på halen ved kronprinsens 50 års gallafest var en tale fra fødselarens hustru, kronprinsesse Mary.
Det er første gang nogensinde, at kronprinsesse Mary holder en tale for sin mand ved en officiel fest.
- Jeg er lykkelig over, at du fejede benene væk under mig, og at vi vovede at falde for hinanden - ikke bare en kort stund, men for hele livet, lød det fra kronprinsessen.
- Nogle gang rammer vi plet helt uden at sigte. Sådan tænker jeg om vores møde, sagde hun.
- Alle de ting jeg gerne vil sige. Alle de ting jeg kan sige. Alle de ting jeg ikke kan sige. Og alle de ting der er plads til at sige. 50 år i dag. Far til fire. Frømand. Kunstkender. Musikelsker. Militærmand. Sportsmand. Min mand. Erhvervsambassadør. Søn. Eventyrer. Grønlandsfarer. Bror. Og en god ven.
Ikke nærig med vittighederne
Talen resulterede i både grin og tårer hos gæsterne. Og også hos fødselaren selv.
- Du bliver glad, når andre lykkes. Du er et positivt og lattermildt menneske., sagde kronprinsessen.
- Og du er ikke nærig med dine grin … eller dine vittigheder for den sags skyld. Og ofte kommer de to i par; for du griner utrolig meget af dine egne vittigheder.
- Og jeg har simpelthen ikke tal på, hvor mange gange jeg har skullet høre dig fortælle de samme vittigheder igen og igen. Det er, som om du forsøger at forfine leveringen fra gang til gang.
- De, der har haft fornøjelsen af at være ude at spise med dig, ved for eksempel, at hvis en tjener spørger ”Are you finished”, så kan man være stensikker på, at du svarer ”No, I’m Danish”. Hver gang. Og griner. Hver gang, sagde Mary til stor morskab for gæsterne og kronprinsen selv.
Kronprinsens egen reaktion talte for sig selv. Da kronprinsessen sluttede med at sige til sin mand 'tillykke, jeg elsker dig', viste han et ansigtsudtryk, der med al tydelighed signalerede, at hustruens ord helt havde taget pusten fra ham.
Se reaktionen fra kronprinsen her i videoen:
Kompleks og ligetil på en gang
Om kronprinsen sagde kronprinsesse Mary, at han kommer 'i mange forklædninger', og at han konstant er i bevægelse.
At han er et et alsidigt menneske, et sammensat menneske. 'Kompleks og ligetil på en gang', som hun udtrykte det.
- Alligevel står du fast. For under alt det foranderlige er du om nogen en, der kender dig selv. Er dig selv. Deri ligger kernen, der binder alt det andet sammen. Det kræver mod – og modenhed – at finde sig selv. Det har du gjort, og det fortsætter du med at gøre.
- Tillykke, jeg elsker dig, sluttede kronprinsessen af med at sige.
'Fuld af nattens stjerner'
Lis Sørensen leverede inden talen fra kronprinsessen det afsluttende lydbillede til kronprinsens 50 års gallafest.
Her sang hun sammen med Københavns Drengekor 'Fuld af nattens stjerner'.
Det har gæsterne fået at spise
- •
Forret: Aspargesflan, vild brøndkarse og fjordrejer
- •
Hovedret: Ryg af dansk sommerbuk, spidskål, nye danske kartofler og morkel sauce
- •
Ost: Roqueforttærte
- •
Dessert: Rabarber og citronmousse.
- •
Vinen til festen består blandt andet af en særlig fødselsdagsvin fra prins Henriks vinslot i Caix.
Også dronningen og statsminister Lars Løkke Rasmussen (V) holdt taler for kronprinsen her til aften.
- Hvor ville mormor have været stolt af dig, og hvor ville jeg ønske, at papa havde kunnet opleve din runde fødselsdag, for han var ligeså stolt af dig, som jeg er. Også han så, hvordan du udviklede dine evner år for år, sagde dronningen blandt andet til sin nu 50-årige søn.
Lars Løkke Rasmussen roste kronprinsen for sin væremåde, hvordan han er sig selv, hvordan han favner danskerne og er et forbillede for mange, mente Løkke.
- De er et spejlbillede som far, ægtemand og menneske. De er et forbillede som kronprins. Og jeg har stor tillid til, at De også bliver en god konge. (…) Monarkiet er lige hér. I vores samtid. I vores hjerter, sagde statsministeren.
VIDEO Se dronningens tale til kronprinsen
360 gæster fra ind- og udland fejrede kronprinsen ved festen i aften, der var et gallataffel i Riddersalen på Christiansborg.
Gæsterne bestod af medlemmer af den kongelige familie, kongelige fra blandt andet Sverige, Norge, Holland og Belgien. Regeringen, partiformænd og repræsentanter fra kultur- og erhvervslivet og en række af kronprinsens nære venner.
Få alle detaljerne fra festen i livebloggen her.
VIDEO Lars Løkke Rasmusens tale til kronprinsen