Masseanholdelser af bandemedlemmer i nat

11 personer med relation til den verserende bandekonflikt er blevet anholdt i nat.

Politiet har anholdt 11 personer i forbindelse med bandekonflikten. I aftes blev en person ramt af skud i det københavnske nordvestkvarter, billedet er fra politiets aktion. (Foto: Jens nøRgaard Larsen © Scanpix)

Politiet har i nat anholdt 11 personer med relation til den verserende bandekonflikt.

Anholdelserne kommer efter en lang række af skudepisoder i hovedstadsområdet. Indtil videre er ni personer blevet ramt af skud i konflikten - to var helt tilfældige borgere.

De 11 anholdte skal alle fremstilles i grundlovsforhør senere i dag, og ifølge DR Nyheders oplysninger er der tale om flere centrale personer for bandekonflikten i Storkøbenhavn.

Politiet formoder, at de senere ugers skyderier udspringer af en konflikt, hvor en bandegruppering fra Nørrebro er blevet splittet op i to nye grupperinger. Den ene gruppering har forbindelse til Greve/Hundige-området, den anden til Nørrebro/Nordvest.

Ifølge DR Nyheders oplysninger er der tale om den bande, som i længere tid har kaldt sig "Brothas," hvor flere ledende personer er i intern konflikt.

Twitter skriver Københavns Politi, at anklageren "vil begære lukkede døre. Derfor ikke yderligere kommentarer."

Flere anholdte allerede

I mandags blev syv mænd mellem 18 og 39 år varetægtsfængslet i foreløbig 24 dage.

Mændene er sigtet for et groft overfald i en frisørsalon på Nørrebro i København søndag den 16. september, hvilket ifølge politiets sigtelse var som led i en bandekonflikt. Alle syv nægtede sig skyldige.

Under grundlovsforhøret det kom det frem, at politiet mener, der fortsat er flere på fri fod.

Samtidig er en ung mand blevet anholdt og fængslet i forbindelse med et af skyderierne i København. Hans grundlovsforhør blev dog holdt for såkaldt dobbeltlukkede døre, så offentligheden må ikke få at vide præcis, hvad han er sigtet for.

På kortet nedenfor kan du få mere information om skyderierne.

DR Nyheder forsøger at få en kommentar fra Københavns Politi omkring nattens anholdelser.

Facebook
Twitter