Masser af stjerneskud: Nattens asteroide skal ses med teleskop

Når asteroiden 3200 Phaethon passerer jorden i nat, kan den ikke ses med det blotte øje.

På Brorfelde-observatoriet i Holbæk står der et otte ton tungt teleskop.

Og lige præcis sådan et slags teleskop er nødvendigt at finde frem til, hvis man vil have et glimt af asteroiden 3200 Phaethon, der i nat passerer jorden med en historisk lille afstand på bare 10 millioner kilometer.

- Man skal bruge sådan et teleskop for at se asteroider. Det kan man simpelthen ikke med det blotte øje, siger astrofysiker Tina Ibsen fra Tycho Brahe Planetariet.

Derfor er det nok også de færreste, der får asteroiden at se. Men selv samme asteroide menes at være årsag til den meteorsværm med navnet Geminiderne, der kan ses som stjerneskud på himlen.

Meteorsværmen har været på sit højeste i løbet af de sidste par aftener og nætter, men vil også være aktiv i nat.

Og hvis man er rigtig heldig, så får man ikke bare et stjerneskud at se, men kan faktisk også samle resterne af et stjerneskud op.

- Stjerneskud er små stykker af sten, der kommer ude fra rummet, og som falder ned gennem vores atmosfære. De er 4,5 milliarder år gamle. Så det er noget af det ældste, man kommer til at røre ved, siger Tina Ibsen.

De bedste betingelser for at se stjerneskud findes ude på landet - fjernt fra byens lysforurening. Jo mørkere himlen er, desto flere lyssvage stjerneskud kan du se.

Befinder du dig i eller nær en by, er det bedst at finde et sted, hvor du ikke bliver blændet af gadelygter eller anden belysning.