Massiv smitte hos udviklingshæmmede: 14 ud af 36 beboere på bosted har coronavirus

Et ukendt antal medarbejdere på bostedet er også smittet.

Socialforvaltningen i København bekræfter, at et af kommunens bosteder har 14 tilfælde af coronavirus. Ifølge DR Nyheders oplysninger er det et bosted for udviklingshæmmede, hvor 36 borgere bor. (Foto: Liselotte Sabroe/Ritzau Scanpix) (Foto: liselotte sabroe © Scanpix)

Et bosted for ældre udviklingshæmmede i København er usædvanligt hårdt ramt af coronasmitte.

Ifølge DR Nyheders oplysninger drejer det sig om bostedet Løvstikkevej 66, hvor 14 ud af stedets 36 beboere torsdag var smittet med coronavirus.

Derudover er et ukendt antal medarbejdere også smittet.

Socialforvaltningen i Københavns Kommune ønsker hverken at be- eller afkræfte, at det drejer sig om bostedet Løvstikkevej 66 af hensyn til personhenførbare oplysninger, men Karoline Winther-Lund, der er centerchef i Center for Omsorg og Specialpædagogik i kommunen, bekræfter, at man har et bosted i kommunen, hvor 14 personer er smittet.

- Vi må desværre ikke udtale os om konkrete bosteder af hensyn til, at der er tale om personhenførbare oplysninger. Men jeg kan bekræfte, at der er 14 smittede på et af vores botilbud i Socialforvaltningen. Det har selvfølgelig givet udfordringer, men efter omstændighederne går det godt, lyder det.

Kommunen: Tillid til ledelsen

Det er fortsat uvist, hvordan virusset har spredt sig blandt personalet og de mange beboere, men bostedet er løbende i kontakt med Styrelsen for Patientsikkerhed, lyder det fra centerchefen, der samtidig oplyser, at der er fuld tillid til bostedets håndtering af sagen.

- De har løbende været i tæt dialog med Styrelsen for Patientsikkerhed, og alle anbefalinger og retningslinjer herfra er blevet fulgt. Og socialpædagogisk er udfordringerne blevet tacklet med rummelighed og faglighed. Jeg har fuld tillid til den lokale ledelses håndtering af hele situationen, siger Karoline Winther-Lund.

Den udbredte smitte på Løvstikkevej 66 vækker bekymring hos landsforeningen LEV, der repræsenterer udviklingshæmmede og deres pårørende.

- En situation som denne er meget alarmerende, og jeg håber, at alle tænkelige midler er taget i brug for at forhindre en så massiv smitte. Vi har haft kontakt til myndighederne, og disse har forsikret os om, at de gør alt, hvad de kan for at undgå, at flere bliver smittet blandt beboere og personale, lyder det fra landsformand Anni Sørensen.

Svær tid for udviklingshæmmede

Hun fortæller, at den aktuelle corona-situation generelt kan være svær at forstå for landets udviklingshæmmede.

- Når mennesker bor tæt sammen, som mange mennesker med udviklingshandicap i Danmark gør, så er det åbenlyst, at kriser udstiller, hvor sårbar denne gruppe er. Når det kombineres med en målgruppe, som kan have svært ved at efterleve eller forstå sundhedsanbefalinger, så har det negative konsekvenser - herunder en stærkt forhøjet risiko for smitte og smittespredning. Det betyder også, at der er behov for en helt særlig socialpædagogisk indsats, siger Anni Sørensen fra LEV.

Hos Landsforeningen for Socialpædagoger, LFS, hæfter man sig ligeledes ved, at smittespredningen på bostedet i København er bekymrende høj, men påpeger at beboerne har gode forhold.

- Der er heldigvis tale om nybyggeri med gode faciliteter. Beboerne har egne lejligheder med private badeværelser, hvilket gør det muligt at opretholde høj hygiejne, og vores indtryk er, at bostedet tackler situationen professionelt, og at de i øvrigt holder hovedet koldt og agerer ud fra den vejledning, de får, siger Helle Vibeke Haslund, som er forretningsudvalgsmedlem hos LFS.

Hun oplyser samtidig, at bostedet ikke mangler værnemidler.

Facebook
Twitter