McKinsey får nøglerolle i skolereformer

Folkeskolereformer skal i høj grad implementeres af konsulentfirmaet McKinsey.

Folkeskolereformer skal i høj grad implementeres af konsulentfirmaet McKinsey. (Foto: © Magnus Bjerg, DR Bornholm)

Konsulenthuset McKinsey får en hidtil ukendt nøglerolle i at føre regeringens reformer af folkeskolen og erhvervsuddannelserne ud i livet.

Det er ifølge en række forskere essensen af et udbudsmateriale fra Finansministeriet, som Politiken er i besiddelse af.

Konkret skal konsulenterne ifølge udbudsmaterialet bidrage til »en samlet implementeringsplan« og »en detaljeret oversigt over alle nødvendige leverancer for at nå de opstillede mål med reformer og nye arbejdstidsregler«.

Yderligere skal der udvikles »centrale nøgletal og måleindikatorer«. Målene er blandt andet, at eleverne bliver dygtigere og lærerne underviser mere og bruger mere tid på skolen, skriver Politiken.

Indflydelse er 'dybt problematisk'

Ifølge forskningschef Andreas Rasch-Christensen fra VIA University College indeholder folkeskolereformen gode elementer. Men konsulenternes indflydelse kalder han »dybt problematisk«.

- Man sætter et konsulentfirma til at varetage både de pædagogiske og økonomiske effekter af reformen. Men der er ingen sammenhæng mellem arbejdstidsregler og større læringsudbytte til eleverne.

- Det peger i retning af, at man vil detailstyre implementeringen af lærerens nye arbejdstidsregler. Det harmonerer ikke godt med læring, siger han til Politiken.

Ifølge professor Niels Egelund er det derimod positivt, at regeringen »nu for alvor tager fat og styrer reformerne centralt«.

Bondo: Helt ekstrem topstyring

Regeringen har lagt op til større kontrol med skolereformer og arbejdstid ved at oprette et tværministerielt embedsmandsudvalg til at styre processen.

Det er dette udvalg, som McKinsey frem til juni skal rådgive og give konkrete redskaber. Det møder dog hård modstand fra lærernes formand, Anders Bondo Christensen:

- Det er helt ekstrem topstyring. Tanken om, at et privat konsulentfirma så aktivt skal hjælpe med implementering af denne reform, er det rene vanvid. Hvis vi ender med at arbejde efter nøgleindikatorer, indsnævrer vi arbejdet - til stor skade for elevernes undervisning, siger han til Politiken.

Venstre: God beslutning

Skolelederformand Anders Balle siger:

- Det får mig til at spærre øjnene op, at det er McKinsey, der skal stå for det. Vi har ikke brug for en yderligere stramning af new public management-skruen.

Venstres gruppeformand, Kristian Jensen, roser beslutningen om bistand udefra.

- Det er glimrende, at regeringen også inddrager private konsulenter i at løse denne centrale velfærdsopgave omkring uddannelse af vores børn og unge«, siger Kristian Jensen til Politiken.