MDMA-dødsfald: 17-årig frifindes for uagtsomt manddrab

Den 17-årige straffes med fire måneders fængsel og løslades umiddelbart efter retssagen.

En 17-årig mand er blevet idømt fire måneder fængsel for at have udsat en ung kvinde for fare ved at sælge hende MDMA. (Foto: Claus bech © Scanpix)

En 17-årig mand idømmes fire måneders fængsel, efter at en 15-årig i februar mistede livet efter at have indtaget det euforiserende stof MDMA. Straffen er allerede udstået under varetægtsfængslingen, hvorfor den 17-årige nu er en fri mand.

Det har Retten i Næstved netop besluttet.

Han er fundet skyldig i at have solgt MDMA og for at have udsat en ung piges liv for fare. Til gengæld frifindes han for uagtsomt manddrab i forbindelse med den 15-åriges død og for at have forvoldt fare for drengen og hans ligeledes 15-årige ven.

Anklagemyndigheden havde udpeget den 17-årige som bagmand i sagen. Han havde videresolgt stoffet til en mellemmand, der havde solgt stoffet til to 15-årige drenge fra Haslev, hvoraf den ene af drengene i første omgang var i livsfare og døde 13 dage senere.

Den tiltalte har igennem sagen nægtet sig skyldig i uagtsomt manddrab på den 15-årige dreng og for at have udsat to andre unge for livsfare.

Det pointerede hans forsvarer, Kim Steen, endnu en gang i sin procedure, hvor han påstod maksimalt fire måneder i fængsel.

Han mente ikke, at den 17-årige var ansvarlig for den unge mands død, da han ikke kunne forudsige, at hans stof kunne føre til et dødsfald.

Anklager Skipper Falsled mente omvendt, at den 17-årige var skyldig i samtlige anklagepunkter – herunder uagtsomt manddrab.

Han krævede et år og tre måneders fængsel og sagde videre, at det skulle være op til domstolen, om den tiltalte skulle ind og afsone videre, da han i forvejen har siddet varetægtsfængslet siden februar.

Det skyldes den 17-åriges unge alder og hans indtil nu rene straffeattest.

Efter proceduren fik den tiltalte det sidste ord:

- Det var ikke på den måde, det skulle ske, og det beklager jeg, sagde den 17-årige, som har forholdt sig helt rolig gennem hele retssagen.

Anklager skal nærlæse dommen

Specialanklager Skipper Falsled kan endnu ikke sige, om han vil anke dommen til landsretten. Han skal først nærlæse dommen, før han beslutter, om der skal laves en indstilling til Statsadvokaten om at få den afprøvet for en højere domstol.

Han siger videre, at det var en vanskelig juridisk problemstilling, da det skulle afprøves, om den 17-årige kunne gøres ansvarlig for dødsfaldet.

- Spørgsmålet var om den tiltalte kunne gøres strafferetsligt ansvarlig for skadegørende handlinger, der var indirekte. Og det var retten ikke enig i, at han kunne, siger anklageren.

Ud over at tage stilling til en eventuel ankesag skal anklagemyndigheden også beslutte, hvad der ske med den unge mand, som er sigtet for at have solgt stoffet den afdøde 15-årige og hans kammerat.

- Tiltalen mod ham skal selvfølgelig ses i lyset af denne her sag, men tiltalen er stadig åben i forhold til ham, siger Skipper Falsled.

Den tiltaltes forsvarer, Kim Steen, var tilfreds med, at hans klient blev frifundet for uagtsomt manddrab.

Han gjorde det også klart, at det ikke var en helt let sag at føre.

- Som udgangspunkt er det lidt skræmmende, at vi har at gøre med så unge mennesker og så farlige stoffer, så det påvirker en lidt.

Den dømte har rockerforbindelser

Under retssagen, som begyndte og sluttede i dag, var den tiltalte i vidneskranken, hvor anklagerne borede i hans forbindelser til rockermiljøet på Sydsjælland.

Netop det organiserede kriminelle miljø har været et fokuspunkt for politiet i deres efterforskning af dødsfaldet.

Politiinspektør Kim Kliver har blandt andet udtalt, at de reelle bagmænd bag salget af MDMA skal findes i rocker- og bandemiljøet.

Anklager Skipper Falsled fremlagde under retssagen billeder fra den 17-åriges mobiltelefon, hvor han støttede Satudarah.

Den 17-årige indrømmede i sin afhøring at have bekendtskaber i miljøet omkring rockergrupperingen Satudarah. Han gjorde det dog klart, at han ikke er medlem, og ønskede heller ikke at oplyse, hvor han havde fået stoffet fra.

Facebook
Twitter