Med kort varsel måtte borgmester aflyse sin genåbning af skoler: 'Dybt beklageligt, at beskeden kommer så sent'

I 10 kommuner kan skolerne ikke genåbne i morgen.

Flag på Amager Fælled Skole i København, da 9.-klasserne 23. marts kom tilbage i skolen. I Albertslund og Rødovre må skoleeleverne vente lidt endnu på velkomst i klassen. (arkivfoto). (Foto: © Emil Helms, Scanpix)

Når mange af landets skoleelever pakker tasken og begiver sig i skole igen efter påsken, må deres jævnaldrende i ti kommuner blive hjemme på værelset med udsigt til endnu en dag med onlineundervisning.

Ti af landets kommuner har nemlig så høje incidenstal, at Styrelsen for Patientsikkerhed har påbudt, at de skal lukke skoler, klubber og skolefritidsordninger.

Det drejer sig om Ishøj, Brøndby, Høje-Taastrup, Gladsaxe, Vallensbæk, Halsnæs, Helsingør, Fredensborg og senest Rødovre og Albertslund.

Og det sker, selv om det mange steder ikke er på skolerne, der er smitte, forklarer Bente Møller, enhedschef i Styrelsen for Patientsikkerhed.

- Det er et forebyggende tiltag, der ikke konkret har noget at gøre med, om der er smitte på de enkelte skoler. Men formålet er simpelthen at undgå kontakt mellem de mange børn, der går på skolen, siger Bente Møller.

Skolerne fungerer nemlig som knudepunkter i et lokalsamfund. Børnene har kontakt i klassen, inden de kommer hjem og har kontakt med familien, hvor forældre og søskende næste dag har kontakt til deres kollegaer og klassekammerater.

Derfor anser myndighederne skolelukningerne som nødvendige.

- Vi ville allerhelst helt undgå at lukke nogen skoler, men vi er også bare nødt til at sige, at når smitten stiger i nogle områder, så er det et vigtigt værktøj for at sikre, at smitten ikke stiger yderligere, siger Bente Møller.

Borgmester: Beskeden kom for sent

De to vestegnskommuner Rødovre og Albertslund kom i dag som de seneste med på lukkelisten.

Det skete med så kort varsel, at Albertslunds borgmester, Steen Christiansen (S), mandag formiddag nåede at finde den glade smiley frem, da han ved ti-tiden optimistisk skrev på Facebook, at skolerne kunne genåbne efter påske.

Steen Christiansen, borgmester i Albertslund Kommune, nåede i dag at skrive på Facebook, at skolerne genåbner i kommunen. Få timer senere måtte han trække i land. (arkivfoto). (Foto: © Jens nøRgaard Larsen, Scanpix)

Seks timer senere måtte han så rette sig selv, da påbuddet lød, at skolerne skal holde lukket indtil foreløbigt 11. april. Han synes, at det er for sent, at beskeden kom.

- Jeg synes, at det er dyb beklageligt, at beskeden kommer så sent. Jeg havde selv svært ved at forestille mig, at man kunne melde sådan en beslutning ud senere end 24 timer før, sådan at forældre, lærere, pædagoger og ledere, som også har skullet tilrettelægge hverdagen for børnene, ved, hvordan de skal forholde sig, siger han.

'Vi har fulgt dem tæt'

Styrelsen for Patientsikkerhed afviser dog, at beslutningen om nedlukning i Rødovre og Albertslund kunne være truffet tidligere.

- Det tænker jeg ikke, for vi har fulgt dem tæt, og hvis smittetallet faldt igen, så kunne det være, at vi kunne have undgået det. Men det gør det ikke. Til gengæld er det steget her de sidste dage, siger Bente Møller.

Borgmester i Albertslund Steen Christiansen mener dog, at det er uretfærdigt, at det skal ramme børnene.

- Jeg har selvfølgelig forståelse for, at smittetrykket er, som det er, og at vi skal gøre, hvad vi kan for at inddæmme smitten. På den anden side har vi en masse børn, som nu ikke har været i skole igennem rigtig lang tid, og de har brug for at komme tilbage, siger han.

Også Britt Jensen (S), borgmester i Rødovre Kommune, føler, at det er synd for børnene.

- Men der er desværre ingen vej udenom. Vi bliver nødt til at få smitten ned igen, så det bliver trygt og sikkert for alle at komme tilbage i skole, siger hun i en pressemeddelelse.

Nedlukningen i Rødovre og Albertslund gælder ungdomsuddannelserne i kommunerne, oplyser Trine Ladekarl Nellemann, rektor på Vestskoven Gymnasium. Her fik man beskeden klokken 17.30.

- Det havde været rarere at vide tidligere, men vi havde forberedt eleverne på, at hvis nu smittetallene steg igen, så kunne vi risikere at stå i den situation, at de ikke måtte komme tilbage, siger hun.

Skærpet fokus på den københavnske vestegn

I fem andre hovedstadskommuner må frisører, tatovører og andre liberale serviceerhverv først åbne 11. april på grund af høj smitte. Det gælder Ishøj, Brøndby, Halsnæs, Fredensborg og Gladsaxe.

Indtil videre er der ingen meldinger om, at lukningen skulle få betydning for genåbningen af de liberale erhverv i Albertslund og Rødovre tirsdag. Det er op til Epidemikommissionen og regeringen at træffe den beslutning.

De fleste af kommunerne på den københavnske Vestegn er således ramt af skole-nedlukninger.

- Der er ingen tvivl om, at vi har et skærpet fokus på kommunerne på Vestegnen, fordi vi kan se, at smittetallet stiger, siger Bente Møller fra Styrelsen for Patientsikkerhed.

- Men vi kan også se, at der bliver gjort en stor indsats, og at smitten for nogle kommuners vedkommende falder igen.

Sent her til aften meldte Styrelsen for Patientsikkerhed også en række andre ændringer ud. Blandt andet skal skoler og sfo'er også lukke i Brædstrup Sogn i Horsen. Til gengæld ophører en lokal nedlukning i Ballerup, og Oure Efterskole kan genåbne.

Opdateret: Artiklen er opdateret med udtalelse fra rektoren fra Vestskoven Gymnasium.