Med kun tre eksamener bliver det svært: Kevin skal have løftet snittet for at komme ind på drømmestudiet

Gymnasieskolernes Lærerforening erkender, at det bliver svært at sikre, at eleverne behandles retfærdigt.

18-årige Kevin Schwaner Engels havde set frem til at forbedre sine karakterer ved sommerens eksamener. (Foto: PRIVATFOTO)

Kevin Schwaner Engels vidste udmærket, at han skulle tage sig sammen, hvis drømmen om en fremtid som designstuderende skulle realiseres.

Derfor gjorde han netop det ved årsskiftet - med seks måneder tilbage af sin handelsskoletid på ZBC Næstved - og nu så han frem til at løfte sine standpunktskarakterer ved sommerens eksamener.

Men i år bliver det kun til en meget

begrænset
eksamensperiode for 18-årige Kevin Schwaner Engels og resten af landets afgangselever. I aftes besluttede et enigt Folketing nemlig at skære i antallet af eksamener - således at 3. g'ere nu blot skal op til tre eksamener i stedet for syv eller otte.

Og det kan blive et problem for studerende som Kevin Schwaner Engels, der har brug for eksamener til at bevise, at de er bedre end deres gennemsnit.

- Jeg skal bruge et gennemsnit på syv, og det var jeg ret sikker på, at jeg ville have fået, hvis jeg kunne gå op til mine eksamener. Men nu er jeg meget i tvivl, siger han.

Han frygter, at tre eksamener ikke vil være nok til at løfte hans samlede gennemsnit tilstrækkeligt og derfor har han indstillet sig på, at han må søge ind på sine drømmestudier via kvote to, siger han.

- Det er virkelig øv. Jeg kæmpede meget i starten af dette skoleår, og derfor ligger mine karakterer lavere, end jeg havde regnet med. Derfor skulle jeg bruge eksamenerne til at løfte mine karakterer, men det bliver lidt svært nu.

Sådan ser en skriftlig eksamen typisk ud. Denne sommer vil der formentlig være en del mere plads mellem eleverne. (Foto: Sara Gangsted © Scanpix)

Gymnasielærere: Tilfredse med få eksamener

Afgangseleverne på landets gymnasiale uddannelser får altså meget få muligheder for at blive bedømt af en uvildig censor.

Men stod det til gymnasielærerne selv, skulle der slet ikke have været nogen eksamener til sommer, siger formand for Gymnasieskolernes Lærerforening Tomas Kepler.

- Man har ikke helt fulgt vores anbefalinger, og det kan vi selvfølgelig beklage, men vi har fået et resultat, der ikke er langt fra, og samlet set er vi pænt tilfredse med det.

Han anerkender samtidig, at sommerens eksamensforløb gøre det svært at sikre, at eleverne får en retfærdig behandling.

- Men vi har forsøgt at gøre en ekstraordninær situation så rimelig som muligt. Ved at fjerne eksamenerne kunne vi putte så meget som muligt i elevernes faglige pakke, og vi kunne få det bedst mulige grundlag for at give dem en årskarakter, som også kunne tage højde for denne situation.

Rektor: De unge får en god afslutning

Også i det sønderjyske er der gymnasial tilfreds med eksamensaftalen.

Ifølge

rektor
på Alssundgymnaiset Sønderborg, Jeppe Kragelund, tager aftalen højde for de sundhedsmæssige vilkår, samtidig med at afgangseleverne får mulighed for at få en god afslutning på deres
ungdomsuddannelse
, siger han.

- Jeg synes, de skal glæde sig over, at vi nu får en god afslutning. Jeg ved godt, nogle har været nervøse for, at skærmundervisningen ikke er så god som den, de får på skolen. Det har de fuldstændig ret i.

- Men vi tilretter jo eksamen efter de vilkår, de er blevet undervist i, og de har jo haft undervisning i både 1. og 2. g og det meste af 3. g., siger Jeppe Kragelund.

Ifølge

rektoren
skal han nu i gang med at finde ud af, hvordan skolen kan leve op til reglerne under eksamenerne.

- Som jeg læser anbefalingerne fra

Sundhedsstyrelsen
, kan vi godt få det til at fungere. Vi kan bruge hele skolen, når de for eksempel skal op i dansk. Normalt plejer vi at bruge vores haller til eksamener, men nu kan vi bruge alle vores lokaler.

Facebook
Twitter