Med ny handleplan vil regioner sætte prop i brugen af eksterne vikarer i sundhedsvæsnet

Vikarerne skal i stedet ansættes i nye, interne vikarbureauer hos Danske Regioner.

Dansk Sygeplejeråd er enig i, at flere sygeplejersker bør fastansættes. (Foto: © NIELS AHLMANN OLESEN, Ritzau Scanpix)

Der skal sættes en prop i forbruget af eksterne vikarer på hospitalerne, og det skal blandt andet ske ved at oprette nye, interne vikarbureauer hos regionerne selv.

Det er ambitionen i en ny handleplan, som Danske Regioners bestyrelse vedtog torsdag.

Det konkrete mål er at halvere forbruget af eksterne vikarer på plejeområdet - altså sygeplejersker og sosu'er - frem mod 2025. Det svarer til en reduktion i udgifterne til vikarer på omkring 140 millioner kroner.

- Det giver et bedre arbejdsmiljø på hospitalerne, hvis vi benytter os af så mange faste medarbejdere som muligt, siger Anders Kühnau (S), formand for Danske Regioner.

Målet skal nås på to måder.

Først og fremmest skal flere sygeplejersker og sosu'er fastansættes på hospitalerne. Det er en velkendt ambition, som man heller ikke kan have undgået at høre i den for nyligt overståede valgkamp.

Grete Christensen, formand for Dansk Sygeplejeråd, siger, det er en udfordring med de mange vikarer. (Foto: © Philip Davali, Ritzau Scanpix)

Og det er vigtigt, at man lykkes med det mål, mener formand for Dansk Sygeplejeråd, Grete Christensen.

- De mange vikarer er en udfordring både i forhold til kvaliteten i det arbejde, der bliver udført, i forhold til patientsikkerheden og i forhold til arbejdsmiljøet generelt, siger hun.

Kæmpe fordel at være i vikarbureau

Men det kan blive svært at lokke mange vikarsygeplejersker til at besætte en fast stilling. Lønnen er bedre hos vikarbureauerne, og arbejdsvilkårene er bedre.

- Muligheden for selv at bestemme over, hvornår man arbejder, og hvornår man holder fri, er noget af det, mange ser som en kæmpe fordel, når de vælger at være i vikarbureauer, siger Grete Christensen.

For at dæmme op for brugen af eksterne vikarbureauer skal mange af de sygeplejersker og sosu'er, der ikke ønsker at blive fastansat, fremover ansættes i vikarbureauer, som regionerne driver.

Anders Kühnau fortæller, at der har været en stor stigning i brugen af vikarer de seneste år, og at hospitalerne er endt i en "ond spiral", hvor man har brugt forholdsvis mange penge på vikarer fra eksterne vikarbureauer.

Derfor siger han, at regionerne vil lave et stop for brugen af vikarbureauer, som regionerne ikke har udbudsaftaler med. Dog vil man stadig gøre brug af de såkaldte interne vikarbureauer.

Vagtstop kan presse sygeplejersker væk fra eksterne bureauer

Jakob Kjellberg, der er professor sundhedsøkonomi ved Det Nationale Forsknings- og analysecenter for velfærd (Vive), kalder ideen for fornuftigt.

Han forklarer, at lønnen traditionelt er højere i de eksterne vikarbureauer, hvilket har trukket medarbejdere derover.

Lønnen er en afgørende faktor for at få flyttet sundhedspersonale over i de interne vikarbureauer. Men hvis regionerne prioriterer de interne bureauer, så det vil blive sværere at få vagter via et eksterne vikarbureau, vil det i sig selv være "en konkurrencemæssig fordel" for de interne vikarbureauer, siger professor Jakob Kjellberg. (© DR)

- Det er ikke særligt hensigtsmæssigt for økonomien eller for arbejdsvilkårene, siger han.

Han forklarer, at løn naturligvis er en afgørende faktor for at få medarbejderne tilbage.

- En anden måde at gøre det konkurrencedygtigt, er jo også at gøre det sværere at få vagter i det eksterne, fordi regionerne foretrækker de interne. Det kræver, at regionerne får prioriteret brugen af de interne bureauer frem for de eksterne, siger han.

Mere fokus på vagtplaner og arbejdsmiljø

Anders Kühnau medgiver, at det vil kræve et stort ledelsesmæssigt fokus at prioritere ressourcerne anderledes, men han mener, det kan lade sig gøre.

- Det sker ikke fra den ene dag til den anden. Men med et stærkt ledelsesmæssigt fokus på at gøre det mere attraktivt at være fast medarbejder og have større fokus på vagtplanlægning, kan det lykkes at komme tilbage til en situation med flere faste medarbejdere, hvor vi stadig bruger interne vikarbureauer, siger han.

Grete Christensen siger dog, at løn spiller en væsentlig faktor, hvis sygeplejerskerne skal tilbage, samt at man som sygeplejerske selv har mulighed for at bestemme, hvornår man får vagter. Derfor ser hun frem til at se, hvad regionerne præcist vil gøre for at tiltrække sygeplejerskerne.