Medarbejdere føler sig mere trygge med usynlig dna-spray

Dna-spray har fået flere røvere til at holde sig væk fra butikker, og det gør medarbejderne mindre utrygge, viser ny evaluering.

Selvom Martin Pedersen ikke frygter røverier til dagligt, er han blevet mere tryg, efter der i hans butik er blevet installeret dna-spray.

Den usynlige dna-væske, der sprøjtes ud over gerningsmændene ved røveri, gør medarbejderne mere trygge.

Det viser en ny evaluering af dna-sprayen i 42 dagligvarebutikker i Københavns, Københavns Vestegn og Nordsjællands Politikreds, som Rigspolitiet, Dansk Erhverv og SikkerhedsBranchen står bag.

- Overvejende er personalet glade for, at den usynlige mærkningsspray er blevet installeret. Og de mener, at det reducerer deres utryghed i forbindelse med udsathed for røveri, så det er vi rigtig glade for, siger hovedforfatteren bag rapporten, Rune Holst Scherg, der er specialkonsulent og ph.d. i NFC, Nationalt Forebyggelsescenter hos Rigspolitiet.

Væske med unik kode

Dna-sprayen bliver i tilfælde af røveri sprayet ud over gerningsmanden. Væsken kan ses ved uv-lys og kan spores i gerningsmandens hud i fire til seks uger og i tøjet i flere måneder.

Hver enkelt butik har en unik kode i væsken, så politiet kan spore gerningsmanden tilbage til butikken, hvis gerningsmanden bliver fanget.

Dna-sprayen har fået flere røvere til at holde sig væk, og det har betydet, at 62 procent af medarbejderne føler sig mere trygge. Derudover mener 96 procent af medarbejderne, at det er en god idé, at butikken har fået det nye våben mod røveri, viser evalueringen.

Ekstra tryghedsfaktor

En af de butikker, der tidligere oplevede røverier, er Rema1000 i Carlsbergbyen i København. Butikken fik installeret dna-spray i april 2015 og har ikke haft et røveri siden da.

- Vi valgte at få dna-spray installeret i vores forretning her, fordi vi ønsker at skabe så høj sikkerhed for vores medarbejdere som overhovedet muligt, siger købmand Max Skov Hansen.

En af de medarbejdere, der er positive over for sprayen, er Martin Pedersen.

- Jeg føler mig da mere tryg. Det er ikke noget, jeg tænker over i hverdagen, men det ligger i baghovedet. Og det ser også ud som om, at det har hjulpet, for vi har ikke haft noget røveri, siden det kom op, siger han.