To medarbejdere politianmeldes for svindel i Forsvaret

Der har været helt fri mulighed for at svindle i Forsvarets Ejendomsstyrelse, konkluderer Rigsrevisionen.

Et rejsehold har nu to måneder til at undersøge, hvordan svindlen kunne finde sted, siger forsvarsminister Trine Bramsen (S). Her ses soldater på flagdagen i september. (Foto: henning Bagger © Henning Bagger)

To medarbejdere fra Forsvarsministeriets Ejendomsstyrelsen er blevet politianmeldt, efter at en revisionsrapport fra Rigsrevisionen har vist, at det har været meget let at svindle for medarbejderne.

Det skriver Altinget.

Rapporten viser, at medarbejderne i styrelsen uden andres indblanding har kunnet bestille varer og tjenesteydelser, kvittere for modtagelsen og godkende betalingen for varerne og tjenesteydelserne, skriver mediet.

Det har betydet, at den enkelte medarbejder selv har kunnet gennemføre fiktive indløb på vegne af styrelsen. Det er to medarbejdere nu mistænkt for at have gjort, hvorfor de er blevet politianmeldt.

Meget skræmmende læsning

Forsvarsminister Trine Bramsen (S) fortæller til DR Nyheder, at hun ser med største alvor på sagen.

- Der er ingen tvivl om, at det her er rigtig skræmmende læsning, og jeg ser på sagen med største alvor. Derfor har jeg allerede sendt et rejsehold afsted, som skal kulegrave, hvordan det her kunne ske, om der har været samspil med andre myndigheder og om, hvordan vi kan undgå at det kan ske i fremtiden. Derudover kører der et politispor, siger hun.

Hvornår ved vi mere?

Forsvarsminister Trine Bramsen er klar til at se på, om der skal være ansættelsesmæssige konsekvenser af sagen i Forsvaret. (Foto: Niels Christian Vilmann © Scanpix)

- Det her kommer til at være et hurtigtarbejdende rejsehold, så jeg har bedt dem om at vende tilbage inden for to måneder. På baggrund af deres undersøgelser vil jeg derefter vurdere, om der er behov for yderligere ansættelsesmæssige konsekvenser og om der skal sættes en advokatundersøgelse i gang, siger hun.

Statsrevisorenes formand, Henrik Thorup, kalder sagen 'usædvanlig'. De skal behandle rapportens konklusioner på et møde i morgen.

- Der er forskellige ting i sagen, som jeg noterer som højest usædvanlige, siger Henrik Thorup til Altinget.

En af de andre statsrevisorer fortæller til DR Nyheder, at man kommer til at udtale en meget hård kritik i morgen.

- Vi kommer helt op på kritisabelt, hvilket er det næsthøjeste niveau. Der har været nogle helt elementære fejl, der har gjort det meget let at snyde, siger statsrevisoren.

Statsrevisorerne holder pressemøde om sagen klokken 11.30 i morgen.