Da Rigspolitiet forleden afskedigede en række af sine medarbejdere, blev der blandt andet sagt farvel til flere it-ansatte.
Ifølge Politiken blev der fjernet 19 stillinger fra den enhed, der døgnet rundt understøtter enhver efterforskers og anklagers arbejde.
Det svarer til knap fem procent af den samlede medarbejderstab i Rigspolitiets Koncern IT (KIT).
Nedskæringen er yderst problematisk, for der er brug for store investeringer og ikke det modsatte, mener Rådet for Digital Sikkerhed.
- Vi skal have et moderne og tidssvarende politi, der kan agere effektivt, og det sker jo gennem digitalisering.
- I forvejen kæmper politiet med en lang række uddaterede systemer, og hvis man ikke får de nødvendige udviklingsressourcer, men i stedet bliver udmagret som i Skat, vil vi se endnu flere skandaler og endnu større regninger.
- Det er bekymrende, at der skæres i it-ressourcerne, for det jo hele tilliden til politiet, der er på spil, siger formand Henning Mortensen til Politiken.
Flere it-skandaler
Forældet it-infrastruktur og ringe sikkerhed var årsagen til, at hackere gennem fem måneder i 2012 havde let og uopdaget adgang til at kopiere kørekortregistret og registret over efterlyste personer i Europa.
It-vrøvl gjorde også, at politiet undlod at fremsende efterspurgte mails til Tibet-kommissionen, der som konsekvens blev genåbnet i 2018.
Nedskæringen bekymrer også interesseorganisationen Dansk IT, der repræsenterer 11.000 it-professionelle.
- Jeg frygter et videnstab i politiet, og at det vil blive vanskeligere at fastholde og tiltrække den nødvendige ekspertise til de opgaver, der er afgørende for enhver betjents og efterforskers daglige arbejde, siger Eivind Jørgensen, formand for Dansk IT’s udvalg for offentlig it, til Politiken.
Blandt de afskedigede medarbejdere fra KIT er blandt andet ingeniører og projektledere, der har arbejdet indgående med politiets vigtigste systemer, såsom automatisk nummerpladegenkendelse og efterforskningssystemet Pol-Intel.
/ritzau/