Medie: Københavns Lufthavn så bort fra sikkerhedsbrud

Fly fortsatte med at lette og lande trods løsrevne lys-armaturer på banerne.

Lufthavnens egne undersøgelser viste, at risikoen for ulykker var så alvorlig, at den burde lukkes for flytrafik. (Foto: NIELS AHLMANN OLESEN © Scanpix)

I et år vidste man i Københavns Lufthavn, at der var alvorlige sikkerhedsproblemer på lufthavnens start- og landingsbaner.

Men først da et fly i september ramte løsrevet glas fra en lampe på en af landingsbanerne, blev en undersøgelse af sikkerheden iværksat.

Det skriver Politiken.

Lufthavnens egne undersøgelser viste, at risikoen for ulykker var så alvorlig, at den burde lukkes for flytrafik.

Alligevel blev flyene ved med at lande og lette.

Det viser uddrag af et fortroligt udkast til en rapport fra lufthavnen om hændelserne, som Politiken er i besiddelse af.

Af uddraget fremgår, at sagen tog sin begyndelse 24. september 2018, da et løsrevet armatur til et banelys blev fundet på en af lufthavnens største start- og landingsbaner. Banen benævnes 22L.

Herfra lander og letter omkring halvdelen af flyene i Københavns Lufthavn.

Handlingsplan blev ikke udført

Hændelsen blev betragtet som et enkeltstående tilfælde, og der blev lavet en handlingsplan for at sikre sig mod lignende tilfælde i fremtiden.

Men handlingsplanen blev aldrig ført ud i livet.

22. august i år blev der igen fundet et løst banelysarmatur på flyvepladsen. Det samme skete 14. september på start- og landingsbane 22R.

Og dagen efter - 15. september - påkørte et fly et lysarmatur.

Ledelsen i Københavns Lufthavn vil ikke kommentere rapportens foreløbige resultater over for Politiken.

Men driftsdirektør Kristian Durhuus føler sig sikker på, at lufthavnen har håndteret problemet forsvarligt, siger han til avisen.

- Jeg kan bare sige, at vi aldrig ville fortsætte driften, hvis ikke vi vurderede, at det var sikkert. Vi er sikre på, at det var forsvarligt at fortsætte driften.

Store løsdele kan have konsekvenser

Det kan have store konsekvenser for flysikkerheden, hvis der ligger større løsdele på start- og landingsbaner.

Det siger Tom Zøllner, der er partner i konsulentvirksomheden Mill Aviaton & Partners, der beskæftiger sig med flybranchen.

- Hvis det er mindre dele, er det ikke rigtigt alvorligt, udover at flyene selvfølgelig får skader. Men hvis man er meget uheldig, så kan det altså forårsage motorhavarier eller man kan være ude for at et dæk eksploderer, fordi det bliver skåret i stykker, siger den tidligere havariundersøger for SAS.

Tom Zøllner fremhæver Concorde-ulykken ved Paris fra 2000, hvor en løsdel fra et andet fly skar hul i et dæk, der eksploderede. Samtlige 113 ombord omkom, da flyet styrtede ned kort efter, det var lettet.

Han understreger, at han kan ikke udtale sig i den konkrete sag, da han ikke har set udkastet, men siger, at det er hans klare indtryk, at Københavns Lufthavn har en 'høj rapporteringsvillighed', når det kommer til at indberette fund af løsdele på banerne.

/DR Nyheder/