Fem navngivne tillidsfolk i PET beskylder i Ekstra Bladet PET´s chef, Jakob Scharf, for at have brudt reglerne, da han angiveligt forsøgte at forhindre Pia Kjærsgaard i at besøge Christiania.
Ifølge medarbejderne beordrede Jakob Scharf PET-folk til at kigge i kalenderen hos den daværende formand for Dansk Folkeparti, forud for et besøg, som Folketingets retsudvalg skulle aflægge i Christiania.
Formålet skulle være, at få besøget til at falde på en dag, hvor Pia Kjærsgaard ville være forhindret i at deltage.
Det ville nemlig koste mange penge at beskytte hende med det nødvendige antal livvagter.
Interne problemer
Jacob Scharf afviser beskyldningerne:
- Jeg kan fuldstændig afvise, at jeg skulle have tiltvunget mig adgang til oplysninger og anvendt dem til uvedkommende formål, udtaler Jakob Scharf i en pressemeddelelse.
PET har i længere tid være ramt af interne problemer, blandt andet har politifolkene trukket sig ud af samarbejdsudvalget.
Mandag forlod en af tjenestens øverste ledere sin stilling.