Medieforlig: Filmproducenter frygter dødsstød til danske film

Hvis DR og TV2 ikke længere er forpligtet til at støtte dansk filmproduktion, vil produktionen dø ud, frygter branchen.

'Vildheks' af Lene Kaaberbøl er ved at blive filmatiseret med penge fra TV2. Frem over vil det blive sværere at få den slags støtte fra tv, frygter filmens producer Stinna Lassen. (Foto: Christian Lindgren)

En tilsyneladende overset detalje i regeringens medieudspil kan blive dyr for private producenter i film- og tv-branchen.

Ifølge medieudspillet skal det fra næste år være slut med at tvinge DR og TV2 til at investere i dansk filmproduktion, og dermed bliver det sværere – eller måske endda umuligt – at skaffe penge fra andre landes tv-stationer og producenter.

- Som medieudspillet ser ud, kan det betyde dødsstødet for kunstneriske dokumentarfilm, som typisk produceres af små private selskaber med støtte fra Det Danske Filminstitut, penge fra andre lande og fra enten DR eller TV2, siger filmproducer Signe Byrge fra produktionsselskabet Final Cut For Real i P1’s ”Mennesker og medier”.

- Det er enormt vigtigt at have et DR- eller TV2-stempel med, fordi det skaber et fundament, når man skal hente finansiering hos for eksempel andre landes tv-selskaber.

For dokumentarfilm er det ofte op mod 80 procent af finansieringen, som kommer fra andre lande. Og den vil med stor sikkerhed falde bort, hvis ikke DR eller TV2 er med, vurderer Signe Byrge.

Langsom død for spillefilm

Også spillefilm kan blive hårdt ramt, siger Stinna Lassen, filmproducer og direktør hos Good Company Films:

- Det er ikke et dødsstød som for dokumentarfilm, men det vil blive en langsom død, fordi DR- og TV2-forpligtelsen er med til at udvikle hele branchen. Og det vil helt sikkert blive en stor udfordring at lave film, som ikke kan klare sig på kommercielle vilkår, siger hun.

Stinna Lassen er lige nu i gang med filmen ”Vildheks”, baseret på en roman af Lene Kaaberbøll. TV2 har penge i filmen, og dermed er det for Stinna Lassen nemmere at skaffe finansiering, fordi den efter biografvisning vil komme ud til endnu flere via tv.

Eller som Signe Byrge udtrykker det:

- Filmproduktion er som at bygge at bygge et hus med Filminstituttet og en dansk tv-station som fundament. For min egen ”The Act Of Killing” (prisbelønnet dokumentar, red.) hentede vi 80 procent af finansieringen ude i verden – og det første, de kigger efter hos for eksempel BBC, ARTE og andre tv-stationer, er, om vi har penge med hjemmefra.

Penge flyttes til public service-pulje

DR og TV2 bidrager i den nuværende medieaftale hver med 65 millioner kroner til produktion af danske fiktions- og dokumentarfilm.

Især TV2 har længe ønsket at blive fri for forpligtelsen til at investere penge i film, som tv-stationen kun har begrænset indflydelse på.

Ifølge regeringens medieudspil skal de nuværende TV2- og DR-penge flyttes til den eksisterende public service-pulje, som blandt andet har ydet støtte til successerien ”Badehotellet”.

Puljen skal øges fra nuværende 35 millioner kroner om året til i alt 220 millioner. Forøgelsen svarer til en seksdobling, og hos regeringspartiet Venstre er der endda udtrykt ønske om at tidoble puljen.

Størrelsen på puljen er et centralt emne i de igangværende medieforhandlinger, og selv om filmproducenterne støtter, at der bliver flere penge at arbejde med, er det fortsat betydningen af DR’s og TV2’s medvirken, de er optaget af:

- Selv med samme beløb fra Public Service-puljen har det en helt anden vægt at have en tv-station med, siger Stinna Lassen.

Facebook
Twitter