Medieforsker: Tonen i debatten har ikke ændret sig

Tidligere Venstre-formand Uffe Ellemann efterlyser en kulegravning af tonen i indvandrerdebatten, som han mener, er blevet hårdere. Men den kulegravning er allerede lavet, siger en medieforsker. Og tonen er ikke blevet hårdere.

Tonen i indvandrerdebatten er ikke blevet hverken mere eller mindre hård. Men den får mere plads i medierne, siger en medieforsker. (Foto: Corbis © Scanpix)

- Tonen i indvandrerdebatten er ikke blevet mere rå, siger medieforsker Rikke Andreassen fra Malmø Universitet.

Hendes reaktion kommer, efter at tidligere formand for Venstre, Uffe Ellemann-Jensen har efterlyst en kulegravning af tonen i debatten.

- Debatten om udlændinge blevet så rå, at regeringen ikke længere bare blankt kan affeje også udlandets bekymring for en fremmedfjendsk stemning, siger tidligere han til Berlingske Tidende.

- Jeg kunne ønske mig, at der var nogen, der satte sig ned og lavede en videnskabelig undersøgelse, hvor for eksempel sprogforskere lavede målinger på nogle af de ting, de udtryk og vendinger, der går igen i debatten, siger Uffe Ellemann-Jensen til avisen.

Undersøgelsen er lavet

Den undersøgelse, Uffe Ellemann efterlyser, er allerede lavet, siger Rikke Andreassen.

Hun er lektor i kommunikation og medievidenskab ved Malmø Universitet.

Hendes forskning viser, at tonen på nogle områder, for eksempel kriminalitet, er blevet grovere, mens den på andre områder, for eksempel indvandrere og ligestilling, hele tiden har været grov og generaliserende.

Rikke Andreassen har i et tre-årigt forskningsprojekt, hendes ph.d.-afhandling, analyseret 280 avisartikler fra Politiken, Berlingske Tidende, Information, Jyllands-Posten og Ekstra Bladet og 285 tv-nyhedsindslag fra DR og TV2 om flygtninge, indvandrere og deres efterkommere fra 1970'erne til i dag.

Mainstream

- Tonen i debatten er ikke blevet hårdere, men de politikere der ytrer sig hårdt i debatten er blevet mainstream, forklarer Rikke Andreassen.

- Når politikere fra for eksempel Fremskridtspartiet udtalte sig fordomsfuldt om indvandrere i 1970erne og 1980erne, fik deres udtalelser ikke meget spalteplads i medierne, og Fremskridtspartiet havde ingen politisk indflydelse.

- I dag udtaler politikere fra for eksempel Dansk Folkeparti og Det konservative folkeparti de samme ting, men nu fra en position, hvor de har direkte indflydelse på den praktiseret politik, og hvor de får meget spalteplads i nyhedsmedierne, uddyber hun.