Medlem af AK81 fængslet for kølleoverfald

Et medlem af Hells Angels støttegruppen, AK 81, er blevet fængslet for at have overfaldet flere unge med udenlandsk baggrund med en kølle.

Et fremtrædende medlem af AK81 fængslet for kølleoverfald på unge med udenlandsk baggrund i Rantzausgade i København.

Det er et af bandekrigens kendte ansigter, som nu kan føje endnu en anholdelse til sin brogede karriere.

Det 26-årige medlem af AK81 er i forvejen godt kendt, fordi han hører til i inderkredsen omkring Hells Angels-rockeren Jørn Jønke Nielsen.

Fængslet de næste 27 dage

Torsdag fik Københavns Politi varetægtsfængslet manden for 27 dage. Han er sigtet for at have deltaget i overfald i Rantzausgade på Nørrebro. Flere personer sidder allerede fængslet i samme sag.

Det var i august sidste år, at tre unge med udenlandsk baggrund pludseligt blev overfaldet, da mindst seks voldsmænd kastede sig over dem med køller i hænderne.

Den fængslede 26-årige fik selv flere brud på kroppen, da han på Jagtvej i april blev kørt ned af et par andre unge, der først havde stjålet hans bil. Da han torsdag blev fremstillet i grundlovsforhør, nægtede han sig skyldig, men afviste ellers at udtale sig.

Facebook
Twitter