'Meget lovende' coronapille kan blive et effektivt supplement til vacciner, siger eksperter

Et forsøgsstudie med coronapille fra Pfizer har vist en reduceret risiko for indlæggelse og død på 89 procent.

- Dagens nyhed er virkelig en game changer i den globale indsats for at bremse pandemien, udtaler Pfizers direktør. (Foto: DADO RUVIC © Ritzau Scanpix)

Et godt supplement til coronavaccinerne.

Sådan beskriver to eksperter en pille, som det amerikanske medicinalselskab Pfizer er ved at udvikle til personer, der bliver ramt af corona.

Pfizer har fredag eftermiddag oplyst i en pressemeddelelse, at pillen i et afsluttende forsøgsstudie har vist en reduceret risiko for indlæggelse og død med 89 procent.

Pfizer vil nu indsende data fra forsøget til den amerikanske lægemiddelstyrelse, FDA, med henblik på at få godkendt pillen til behandling i USA.

Søren Riis Paludan, virolog ved Aarhus Universitet, kalder pillen for "meget lovende".

- Man kan sige, at det allervigtigste værktøj er vaccinerne, men hvis en pille med stoffer virker direkte mod virus, så har vi pludselig et ekstra værktøj.

- De to redskaber kan komplementere hinanden rigtig godt. Pludselig spiller vi på "begge banehalvdele", og det er virkelig, virkelig godt, siger han.

Også medicinalselskabet Merck har udviklet en pille. Den har i studie halveret risikoen for at blive alvorligt syg eller død. Den blev torsdag taget i brug i Storbritannien som det første sted i verden. (Foto: MERCK & CO INC © Ritzau Scanpix)

Ingen døde med pille

Reduktionen i risiko for indlæggelse er beregnet i et forsøg, hvor en gruppe har fået pillen, og en anden gruppe har fået placebo.

I gruppen, der fik Pfizers pille, blev 6 ud af 607 personer indlagt, og ingen døde. I placebo-gruppen var der 41 indlæggelser blandt de 612 personer og 10 dødsfald.

I forsøget har man både testet, hvor forsøgsdeltagerne har fået pillen inden for henholdsvis tre og fem dage, efter at de mærkede symptomer for covid-19.

Indtil videre har der ikke været nogen rigtig gode behandlingsmuligheder for patienter, der bliver smittet med coronavirus, og det har primært været vaccinerne, der har været et værn mod alvorlig sygdom.

Professor: Mere oplagt i Østeuropa end i Østafrika

I Danmark og i store dele af den vestlige verden er vi godt med, hvad angår vaccinerater. Billedet ser anderledes ud i store dele af verden, og her kan pillen være et endnu vigtigere redskab, vurderer Flemming Konradsen, der er professor i global sundhed ved Københavns Universitet.

- I både Afrika og Asien ved vi, at vaccinedækningen er lavere, og mulighederne for at lave restriktioner er sværere på grund af blandt andet økonomi og andre ting. Derfor kan man sige, at en pille, der kan reducere risikoen for sygdom og død selvfølgelig er en fordel.

Han påpeger dog, at effekten nok ikke vil være overvældende i de allerfattigste lande, hvor testfaciliteterne kan være begrænsede. Pfizer oplyser nemlig ifølge BBC, at pillerne blev taget inden for tre dage efter de første symptomer i forsøgene.

- Måske er perspektiverne mere oplagte i de østlige EU-lande som eksempelvis Polen, Rumænien og Bulgarien, siger Flemming Konradsen.

- Hvis effekten er bedst tidligt, så er der nogle udfordringer, hvis man skal rejse langt for at blive testet i en række lavindkomstlande. Det problem vil være væsentligt mindre i Polen, Ukraine, Rumænien og den slags. Der vil jeg tro, at det er en større udfordring i eksempelvis dele af Øst- og Vestafrika.

Fredag aften steg Pfizer-aktien med cirka ti procent. Her ses administrerende direktør Albert Bourla. (Foto: pool © Ritzau Scanpix)

Pfizer: Det er en gamechanger

Hos Pfizer mener administrerende direktør, Albert Bourla, at pillen kan revolutionere behandlingen af covid-19.

- Dagens nyhed er virkelig en game changer i den globale indsats for at bremse pandemien.

- Disse data tyder på, at vores orale antivirale kandidat (pillen, red.), hvis den bliver godkendt eller tilladt af de regulerende myndigheder, har potentiale til at redde patienters liv, mindske alvorligheden af covid-19-infektioner og forhindre ni ud af ti indlæggelser, sagde han fredag i en pressemeddelelse ifølge Ritzau.