Menighedsråd om jobopslag: Vi har diskuteret homovielser meget

Af hensyn til Bispebjerg Hospital har Brønshøj Kirke skrevet krav om vielse af to af samme køn ind i jobannonce.

Ifølge jobannoncen skal den nye præst være 60 procent i Brønshøj Kirke og 40 procent på Bispebjerg Hospital. Og på grund af at præsten skal bruge knap halvdelen af sin tid som hospitalspræst, er kravet om vielse af homoseksuelle skrevet ind i annoncen. (Foto: Malte Kristiansen © Scanpix)

En jobannonce på Brønshøjs Kirkes hjemmeside har affødt en del diskussion. For i annoncen, hvor kirken søger en ny kombineret sogne- og hospitalspræst, står der, at den rette ansøger skal ville vie to personer af samme køn.

Det skriver Kristeligt Dagblad.

Jobopslaget møder kritik fra den konservative del af den danske folkekirke. Men også internt i menighedsrådet i Brønshøj Kirke har der været debat om formuleringen, fortæller formand Flemming Dalgaard Hansen.

Præste-opslag skaber debat

Brønshøj Kirke i København søger ny præst. I jobannoncen lyder et af kravene, at den kommende præst skal kunne vie to af samme køn. Og det har skabt kritik fra kirkens højrefløj, som mener, at det nærmer sig diskrimination.

Se Tema

Han var selv i tvivl om, hvorvidt kravet, om at en ansøger gerne vil vie to af samme køn, skulle stå direkte i jobannoncen.

- Jeg vil gerne erkende, at det har været genstand for intern debat. Min tanke var, at man kunne spørge ansøgeren efter en samtale. Jeg spurgte menighedsrådet om det, og i den debat, der startede, kunne jeg høre, at de fleste i mit menighedsråd ønskede, at sætningen skulle blive stående i annoncen, fortæller Flemming Dalgaard Hansen, der også spurgte biskop Peter Skov-Jakobsen til råds.

- Biskoppen sagde, at selvfølgelig må kravet stå i annoncen – det er jo et af vores ritualer i folkekirken. Og så var mine betænkeligheder væk, fortæller han til DR Nyheder.

Ifølge jobannoncen skal den nye præst være 60 procent i Brønshøj Kirke og 40 procent på Bispebjerg Hospital. Og på grund af at præsten skal bruge knap halvdelen af sin tid som hospitalspræst, er kravet om vielse af homoseksuelle skrevet ind i annoncen.

- Vi har skrevet det ind i annoncen, fordi præsten også er hospitalspræst, og sådan en bliver kaldt ud på et hvilket som helst tidspunkt på døgnet. Så vi har gjort det af hensyn til Bispebjerg Hospital i tilfælde af, at præsten skulle blive kaldt ud og vie to af samme køn, hvor den ene måske ligger på dødslejet - og vi ville ikke risikere, at præsten sagde nej til det, siger menighedsformanden.

Af samme grund er kravet skrevet eksplicit ind i annoncen:

- Det kan ikke nytte noget, at vi havde flere præster til samtale, og den ene efter den anden sagde: Det vil vi ikke, siger Flemming Dalgaard Hansen.

Indre Mission: Formildende omstændighed

I Indre Mission og hos den konservative teologiske uddannelsesinstitution Dansk Bibel-Institut er man ikke begejstret for kravet i jobannoncen. Formanden for Indre Mission, Hans-Ole Bækgaard, mener dog, at det er en formildende omstændighed, at kravet er rejst fordi, den nye præst også skal fungere som hospitalspræst.

- Det taler for, at man har stillet det her krav. Havde det alene været en sognepræst-stilling, så synes jeg, at det havde været dybt underligt, siger Hans-Ole Bækgaard.

Til gengæld mener biskop Peter Skov-Jakobsen, at kravet i annoncen er helt i orden.

- Jeg synes, at det er helt forståeligt, at en menighed giver udtryk for, hvilken præst de vil have. Og selvfølgelig kan en menighed skrive, at de ønsker en præst, der kan vie alle mennesker i kirken, siger han.

I sidste uge lavede TV2 en rundspørge blandt 876 folkekirkepræster, som viste, at hver femte af de adspurgte præster ikke ønsker at vie homoseksuelle.

Det har siden 2012 været muligt for to af samme køn at få en kirkelig vielse. Det er dog op til den enkelte præst, om vedkommende vil foretage vielsen eller ej.