Mere bæredygtigt og økologisk: Sølvgran er fremtidens juletræ i Danmark

Mildere klima i Danmark gør det muligt at dyrke sølvgran som juletræ. Og træet er eftertragtet, mener forsker.

Det mildere klima i Danmark gør, at det nu er muligt at dyrke sølvgran som juletræer. (Foto: Gert S. Laursen)

Danskerne får i fremtiden mulighed for at danse rundt om et mere bæredygtigt og økologisk juletræ.

Det er nemlig blevet muligt at dyrke sølvgran som juletræ i Danmark, hvilket ikke hidtil har kunnet lade sig gøre på grund af klimaet.

Sølvgran, der også kaldes nobilis, er et robust træ, som ikke rammes af sygdomme og insekter. Derfor er det ikke særlig tit nødvendigt at bruge sprøjtemidler til dyrkningen, og det er muligt at dyrke økologisk.

Mildere klima giver muligheder

Det mildere klima i Danmark gør, at det nu er muligt at dyrke sølvgran som juletræer, fortæller Ulrik Bräuner, der er seniorforsker på Institut for Geovidenskab og Naturforvaltning ved Københavns Universitet.

- Sølvgran som juletræ er allerede efterspurgt, men de er svære at producere. Træets knopper og top tager skade af frostvejr og kulde, hvilket har gjort det svært at dyrke som juletræ, fordi de nemt er blevet skæve.

- Derfor er træet primært blevet brugt til pyntegrønt. Men med et mildere klima i Danmark - og med bedre dyrkningsteknik - er det blevet nemmere at få flotte træer, siger han.

Mere bæredygtigt træ

Ulrik Bräuner har sammen med andre forskere ved Københavns Universitet arbejdet på at finde nogle nye og mere bæredygtige træarter, som kan bruges som juletræer.

Her er sølvgran et rigtig godt bud, mener Ulrik Bräuner.

- Vi har arbejdet for et bedre frømateriale, så det kan blive lettere at dyrke gode og flotte juletræer af sølvgran.

- Sølvgran har også en uforlignelig holdbarhed inden døre, og så drysser den ikke, hvilket gør den attraktiv at have i stuen, siger han.

Sølvgran stammer fra Nordamerika, men har været i Danmark i over hundrede år.

Sølvgran tager tid

Danskernes foretrukne juletræ har i de seneste 20 år været nordmannsgranen, men nu håber forskerne, at der også vil blive satset på sølvgran.

Det er dog ikke lige foreløbig, at alle danskerne vil kunne sikre sig et juletræ af sølvgran.

Ulrik Bräuner vurderer, at der nok vil gå ti år, før det bliver let at få fat i.

- Ting tager tid. Nogle producenter har fokus på at plante juletræer af sølvgran.

- Men det tager op imod seks år at dyrke et juletræ - og sølvgranen kan tage endnu længere tid, siger han.

Med en eksportindtægt på over en milliard kroner er Danmark en af de største eksportører af juletræer i Europa.

FAKTA: Danmark er Europas største eksportør af juletræer

  • Med en årlig eksportindtægt på 1,5 milliarder kroner, er Danmark en af Europas største producenter og eksportører af juletræer.

  • I Danmark bliver der dyrket 10 millioner juletræer om året, hvoraf de fleste er nordmannsgraner.

  • Der bliver eksporteret ni millioner juletræer fra Danmark - halvdelen går til Tyskland.

  • Danmark producerer hvert år cirka 35.000 tons klippegrønt - størstedelen går også til eksport.

  • Det er lande som Frankrig, Storbritannien, Sverige, Tjekkiet, Norge, Polen, Østrig, Schweiz og Holland, der aftager størstedelen af de danske juletræer. Men også Marokko, Singapore og de Forenede Arabiske Emirater køber juletræer fra Danmark.

  • Produktionen af juletræer og klippegrønt beskæftiger over 2000 årsværk og i den travleste periode fra midten af november til midten af december beskæftiger branchen 5000 personer dagligt - inklusive weekender.

Kilder: Landbrugsstyrelsen, Landbrug & Fødevarer

/ritzau/