Mere end bare computerspil: Unge får hjælp i e-sport-klubberne

Over hele landet findes e-sport-klubber, hvor unge går til computerspil, som andre går til fodbold eller badminton.

I e-sport-klubberne kan de unge ikke kun spille computerspil, men også få hjælp til personlige problemer. (© DR Nyheder)

Tusindvis af danske unge bruger adskillige timer om dagen på at spille computerspil.

En del af dem så seriøst, at det ikke bare er en almindelig efter skole-hobby hjemme på værelset.

For nogen foregår spillet i klubber - ligesom når man spiller håndbold og fodbold.

Og klubberne har en helt klar social funktion for de unge, fortæller Jens Christian Ringdal, der er fungerende formand for organisationen Esport Danmark, hvor man arbejder på at få anerkendt e-sport som en sportsgren på samme niveau som basketball og atletik.

- Vi får fat i de indelukkede sociale typer i klubberne. I stedet for at sidde derhjemme og spille, sidder de i klubber, hvor de arbejder i hold og er sammen med andre - og måske åbner de sig op over for fremmede. Det er rigtig positivt, siger Jens Christian Ringdal.

Uddannede instruktører guider de unge

Selv arbejder Jens Christian Ringdal som formand for Roskilde eSport, og her har han flere gange siddet sammen med den unge og talt problemer igennem - store som små, når den unge har haft brug for det.

- Her kan vi bruge e-sporten som værktøj til at guide de unge. Og vi kan i klubberne også sætte restriktioner, så det ikke bliver for meget og går ud over familie, skole og venner, siger Jens Christian Ringdal.

I klubberne er ansat uddannede e-sports-instruktører, der er uddannet under DGI.

Disse instruktører fungerer som fyrtårne, der kan hjælpe de unge på vej.

- Vi har også et samfundsmæssigt ansvar, hvis noget går galt, og vi har et etisk ansvar om ikke bare at overlade de unge til sig selv. Her spiller klubberne en helt særlig rolle, understreger Jens Christian Ringdal.

  • FAKTA: E-sport i Danmark

  • Hvert år sælges der 500.000 udgaver af de computerspil, der bruges til e-sport, såkaldt gaming.

  • Der findes en faglig organisation Esport Danmark, der arbejder på at få e-sport godkendt som sportsgren på niveau med fodbold og badminton.

  • Der findes flere e-sport-klubber i landet, hvor man kan melde sig ind og træne med instruktør.

  • Man kan blive uddannet som e-sport-instruktør under DGI. Indtil videre er 20 instruktører uddannet.

  • Der findes omkring 50 danskere, der arbejder som professionelle e-sportudøvere, der får løn for deres arbejde - lønnen udbetales af spiludbyderne og ligger på omkring 50.000 euro om året plus præmiepenge, sponsorater mm.

  • Enkelte af de professionelle har flere likes på sociale medier end fodboldstjerne som Christian Eriksen og Nicklas Bendtner.